Esbjerg og FCN satser på de unge i venskabskamp

Foto: EfB.dk

Esbjerg og FC Nordsjælland møder hinanden torsdag i en venskabskamp forud for den kommende forårssæson. Og til kampen har begge hold udtaget en del unge talenter.

FC Nordsjælland har generelt en ung trup, som de prøver at gøre til erfarne spillere, men enkelte U/19-spillere får også muligheden for at spille med på førsteholdet engang i mellem. Og torsdag møder FCN vestjyderne fra Esbjerg i en venskabskamp, hvor begge hold har udtaget en del unge mennesker til deres kamptrup.

Esbjerg har blandt andet lige fået deres tre U/19-holdsspillere, Mark Brink, Anders Dreyer og Daniel Anyembe tilbage fra Cypern, hvor de var på træningslejr med U/19-landsholdet, og alle tre er udtaget til truppen. Men foruden de tre, er unge Klaus Moesgaard, Jacob Lungi Sørensen og Mathias Kristensen udtaget til truppen for Esbjerg.

– Det er godt, at vi har flere spillere til rådighed, så vi kan dosere spilletiden mod FC Nordsjælland, inden vi tager til Basel fredag. Vi skifter det meste af holdet i pausen eller lige efter, siger EfB’s cheftræner, Lars Lungi Sørensen, til klubbens hjemmeside.

FC Nordsjælland har udtaget Mathias Rasmussen, Benjamin Lund, Abdul Mumin, Viktor Tranberg og Victor Nelsson til deres kamptrup.

Kampen fløjtes i gang i Esbjerg torsdag klokken 14:00.

In this article