FCM forlænger ikke med ung målmand

FC Midtjylland hentede i 2015 målmanden Andreas Raahauge tilbage til klubben, efter han havde spillet et par år i AC Horsens. I sommer fik han en etårig førsteholdskontrakt, men klubben har ikke planer om at forlænge den kontrakt.

Andreas Raahauge var i 2016 en del oppe og træne med FC Midtjyllands førsteholdstrup, da Johan Dahlin var skadet, og man derfor havde brug for en reservemålmand, mens Mikkel Andersen var førstevalg foran målet.

Ud over hans flotte præstationer på U/19-holdet overbeviste han klubben om, at han var et talent i udvikling, og det resulterede i en førsteholdskontrakt sidste sommer. Men den udløber til juni, og nu har klubben meddelt den 19-årige målmand, at man ikke har planer om at forlænge med ham.

– Jeg er ikke skuffet overhovedet. Jeg har haft en god tid i klubben, men nu trænger jeg til at komme ud og få noget spilletid på seniorniveau, siger Andreas Raahauge til Herning Folkeblad og fastslår, at der er flere klubber, som viser interesse for ham.

Raahauge, der også tidligere har været et emne på de danske ungdomslandshold, hvor han fra U/16- til U/20-landsholdet har spillet 16 kampe i alt, ved godt, hvad det er han søger efter.

– Jeg kunne godt tænke mig at komme til en 1. divisionsklub, der vil bruge mig. Spilletiden er afgørende for mig, fortæller han.

Unge Raahauge stod på mål for både FCM’s U/14- og U/15-hold inden han røg videre til AC Horsens i U/17-tiden. Derefter hentede Midtjylland ham tilbage til klubben da Horsens’ talentafdeling så ud til at lukke helt ned.

In this article