FC Midtjylland har forlænget kontrakten med den 18-årige nigerianske defensive midtbanespiller Ogochukwu Frank Onyeka. Den nye kontrakt har en varighed på hele fem år.
FC Midtjyllands akademi i Nigeria, FC Ebedei, har igennem årene lavet flere store profiler til FC Midtjylland. Blandt dem er værd at nævne Femi Ajilore, Adigun Salami og Izunna Uzochukwu. Det næste store talent fra akademiet er den 18-årige midtbanespiller Ogochukwu Frank Onyeka, som i dag har forlænget sin kontrakt med Ulvene.
Ogochukwu Frank Onyeka, som til dagligt bare bliver kaldt ‘Frank’, huserer på midtjydernes U/19-mandskab. Frank Onyeka huskes mest fra hans indsats mod Anderlecht i UEFA Youth League, hvor han gjorde det strålende. Det store nigerianske talent har scoret to mål indtil videre i denne U/19-ligasæson.
FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, udtaler til FCMs hjemmeside:
– Frank har gennemgået en god udvikling, siden han kom, og han var en af profilerne, da vi slog de belgiske mestre Anderlecht på hjemmebane i Youth League. Frank er en spiller, vi har store forventninger til i fremtiden. Planen er, at han skal mere med ind omkring førsteholdet og udvikle sig, men der går stadig et år eller to, inden vi forventer, at han bliver en del af Superliga-truppen.
Ogochukwu Frank Onyeka har været at finde i FC Midtjylland siden 1. januar 2016.
FC Midtjyllands U/19-holds første kamp i 2017 er en kamp mod Benfica om at komme i ottendedelsfinalen i UEFA Youth League.