Martin Egelund efter gruppespil til Kai Thor Cup: Vi klarede os fint

Foto: EfB.dk

Esbjerg U/19 er en af seks deltagere til Kai Thor Cup 2017 i Odense. Her blev det til en sejr og et nederlaf i gruppespillet.

Gruppespillet er ovre ved Kai Thor Cup 2017, og nu er der hviledag, inden der spilles placeringskampe i morgen, søndag. En af de deltagende klubber er Esbjerg, der var kommet i gruppe med engelske Brentford og tyske Hamborg.

De lagde flot ud med en 2-1 sejr over Brentford, men måtte sidst på dagen lide et nederlag til deres tyske modstandere på 2-1. Og Esbjergs Martin Hessellund Egelund er tilfreds med holdets indsats, selvom de godt kunne have gjort det bedre.

– Jeg synes vi klarer os fint i begge kampe. I Brentford-kampen har Brentford bolden langt mere end os, men vi er effektive og får scoret på vores få chancer. I Hamborg-kampen er vi ikke klar fra start, og vi lukker to dumme mål ind, hvilket betyder, at vi har langt vej til en førsteplads i puljen. I kampen mod Hamborg stiller vi op med en del 00’ere, og jeg synes de skal have stor ros for den fine indsats de leverede, hvilket også resulterede i, at vi ender på en andenplads i puljen. Jeg synes begge hold er utrolig gode hold, med mange dygtige spillere. Og så er det samtidig rart at få nogle kampe mod to hold, der ikke er fra Danmark, fortæller Egelund til D’ BOLD.

I kampen mod Hamborg, var Esbjerg ikke så godt med i kampen. Hamborg havde meget af spillet i første halvleg, men det blev lidt mere delt op i anden halvleg, selvom Hamborg fortsat havde momentum.

– Vi skulle have været klar fra start. Vi havde en del problemer med vores pres, hvilket vi også først får styr på midt i første halvleg, da vi er bagud 2-0. Efter vi har fået styr på presset, synes jeg vi er rigtig godt med i kampen, og det er en meget lige kamp derfra, forklarer den unge angrebsspiller.

Søndag skal Esbjerg spille placeringskamp mod polske Lech Poznan, som blev toer i deres gruppe. Og der har Martin Egelund en god idé omkring, hvad holdet skal ud og gøre for at vinde kampen.

– Vi vil helt klart ud og fortsætte med at øve os og få løbet en masse meter. Vi skal samtidig ud og spille vores spil, have bolden en masse, stå godt defensivt og score nogle mål. Lech Poznan virker rigtig gode, så vi glæder os til at spille mod dem, afslutter Egelund til dbold.dk.

Kampen mellem Esbjerg og Lech Poznan spilles søndag klokken 10:30 i Ådalen i Odense.

In this article