OB-talent drømmer om at havne i en af de store ligaer

OB forlængede i slutningen af 2016 Kristians Webers kontrakt, og oven i hatten, blev han gjort til en fast del af førsteholdstruppen. Nu har D’ BOLD taget en snak med ham om fremtidsdrømme og mulig spilletid i landets bedste række.

Kristian Weber har nu været i OB i omkring otte år, og i efteråret trænede han med U/19-truppen, dog er det først nu her ved årsskiftet, han er blevet en fast del af Kent Nielsens OB-hold.

– Jeg tror på jeg kan komme tættere på spilletid de kommende par måneder. Jeg skal lægge på fysisk, men hvis jeg får gjort det, mener jeg at jeg har fine muligheder for spilletid, siger Kristian Weber til D’ BOLD omkring mulighed for spilletid i foråret.

– At få spilletid i Superligaen. Det gør jeg ved at holde mig skadesfri og komme i super form. Så er jeg sikker på at jeg nok skal få chancen, og så gælder det bare om at gribe den, siger Weber om sine forventinger til foråret på Fyn.

Unge Weber er angriber, men kan sagtens leve med at spille på kanten, hvis det er det Kent Nielsen forlanger af ham.

– Jeg ser mig selv som angriber. Men jeg har primært spillet som kant i reserveholdskampe. Heldigvis synes jeg også at jeg passer godt ind på kanten i Kents system, så det er ikke noget problem, bare jeg får spilletid, siger Weber til D’ BOLD.

Weber er egentlig ligeglad med om han skal gennem Holland eller en anden udviklingsliga, så længe han bare kommer til en af de helt store ligaer, som klart er et af hans helt store mål. Weber har været en del af ungdomslandsholdene siden U/16, og senest scorede han for U/20-landholdet mod Sverige.

– Ja det ville da være en fin vej at gå. Men hvis bare jeg ender i en af de store ligaer i Europa, hvilket er drømmen, så er det for mig underordnet hvordan, udtaler Weber.

– Mit forbillede må være Cristiano Ronaldo. Han er et monster, og han har formået at justere sit spil med alderen så han stadig scorer 50+ mål pr. sæson, fortæller Weber om idolet Ronaldo.

In this article