I den kommende weekend afholder OB en U/19-turnering hvor blandt andet engelske Brentford med den tidligere OB-spiller, Lukas Talbro, deltager.
For et halvt år siden skiftede 17-årige Lukas Talbro til engelske Brentford fra OB. I Brentford er han både en del af deres U/19 og reservehold, og nu vender han for en weekend tilbage til Odense. Det gør han fordi OB er værter for en to-dages U/19-turnering, Kai Thor Cup 2017, der afholdes fredag den 20. og søndag den 22. januar.
Engelske Brentford, tyske Hamborg, polske Lech Poznan, norske Brann Bergen og danske Esbjerg og OB udgør de seks hold, som er med i turneringen. De seks hold er delt ind i to grupper og fredag den 20. januar spilles der gruppespil. Lørdagen er en hvile dag, og om søndagen spilles der placeringskampe.
Om Talbro kommer til at møde nogle af sine tidligere holdkammerater i kamp er dog uvist, da Brentford og OB er placeret i hver deres gruppe. En eventuelt møde mellem de to klubber kan ske, hvis de ender på samme plads i deres respektive grupper, da de to førstepladser møder hinanden i placeringskamp om søndagen, de to andenpladser møder hinanden og sådan fungerer det også med tredjepladserne.
– Vi håber at rigtigt mange tilskuere, har lyst til at komme i Ådalen for at se nogle af fremtidens stjerner på nærmeste hold. Vi er meget glade for, at turneringen er kommet i stand takket være nogle af vores fantastiske samarbejdspartnere, skriver OB på deres hjemmeside.
OB U/19 åbner ballet mod Lech Poznan fredag klokken 13:45, og den sidste kamp er Esbjerg mod Hamborg klokken 21:05 samme dag.
Hvis du vil følge med i turneringen er D’ BOLD tilstede og dækker adskillige kampe begge turneringsdage.