15-årig dansker skifter til RB Leipzig

Den 15-årige angriber Noah Emmanuel Jean Holm, som er søn af Lyngby-træner David Nielsen, skifter fra norske Strømsgodset til tyske RB Leipzig.

Endnu et dansk talent er blevet solgt til Tyskland. Den 15-årige angriber Noah Emmanuel Jean Holm, som også er kendt for at være den tidligere Superliga-spiller og ny Lyngby-træner David Nielsens søn, er blevet solgt til RB Leipzig af sin norske klub Strømsgodset.

Angriberen har scoret masser af mål for den norske klub, og blev i sommers den yngste nogensinde, der fik en professionel kontrakt i den norske klub.

Ifølge Ekstra Bladet har flere andre store europæiske klubber været ude efter den talentfulde angriber, men det endte altså med at være RB Leipzig, der allerede har danske Yussuf Poulsen i sin fold, der løb med angriberens underskrift.

Hovedpersonen selv vil gerne takke sin norske klub for at hjælpe ham med at udvikle sig som fodboldspiller.

– Jeg har haft en fantastisk tid i Godset. Jeg vil gerne takke alle trænerne, som har hjulpet mig til at udvikle mig videre. Godset er en kæmpe klub og jeg kommer til at savne alle, siger Noah Emmanuel Jean Holm til Strømsgodsets hjemmeside.

Noah Emmanuel Jean Holm gør sin skole færdig i det norske og starter så op i Leipzig efter sommerferien, hvor han skal spille på klubbens U/17-hold.

In this article