
Flere gode sejre blev det til for begge mandskaber, da FCN/Farum BK U/14 og U/15 var på weekendtur i Tyskland.
Masser af unge talenter var med i bussen, da FCN/Farum BK U/14 og U/15-mandskaber tidligt fredag satte kursen mod en spændende weekend i Tyskland.
Første stop på turen var i Hamborg, hvor begge U-holdene skulle møde St. Pauli. Det var en overkommelig opgave for både U/14 og U/15, der sejrede med henholdsvis 6-1 og 2-0.
Efter kampene fortsatte turen så til Dortmund, hvor de skulle overnatte fra fredag til søndag.
Lørdag formiddag mødte sjællænderne Dortmunds U/14 og U/15, som var bedre modstand end fredagens modstandere. FC Nordjælland U/14 måtte se sig slået med 2-1, mens U/15 vandt 4-2.
Om aftenen fik de unge spillere lov til at overvære Bundesliga-kampen mellem Dortmund og RB Leipzig, en kamp, som Dortmund vandt 1-0.
Om søndagen skulle U/15 stå sin største prøve på turen, da de skulle møde DFB-forbundsholdet fra hele Ruhr-området. Her startede nordsjællænderne godt og kom foran 2-0, men til sidst meldte trætheden sig, og tyskerne fik udlignet til 2-2, som kampen også endte.
Samtidig fik U/14 revanche mod Dortmund, og sikrede sig en sejr på 2-1.
U/15-træner Alexander Riget var yderst tilfreds efter turen.
– Alt i alt var det en rigtig god og lærerig tur for alle drengene. Kampene i Dortmund var hårde og intensive, og så blev trupperne rystet tættere sammen af de fælles oplevelser. Det var også spændende at være til Bundesligakamp i Dortmund lørdag aften, hvor der var gang i butikken. Vi fik et indblik i en rigtig fodboldkultur, siger Alexander Riget til klubbens egen hjemmeside.