Mads Juel Andersen mener selv, at han er klar til Superligaen

Mads Juel Andersen er pt. udlejet fra Brøndby IF til HB Køge. I efteråret spillede han sig til en fast plads i midterforsvaret. Fortsætter det mener han selv, at han er klar til Superligaen til sommer.

Da Brøndby IF i sommer valgte at udleje den 19-årige, var det med henblik på at han skulle have spilletid i 1. division.

Spilletid har midterforsvareren fået masser af her i efteråret. Fordi han også fik en fast plads i midterforsvaret, valgte klubberne at forlænge lejeaftalen sæsonen ud.

Brøndby-talentet mener selv, at hans udvikling går den rigtige vej.

-Jeg mener sagtens, at jeg stadig kan lære en del i 1. division. Jeg har udviklet mig en hel del bare i løbet af det sidste halve år. Jeg tror dog godt, at jeg vil kunne tage det næste skridt op allerede til sommer, hvis jeg fortsætter med at få kontinuerlig spilletid, fortæller Mads Juel Andersen til bold.dk.

Mads Juel Andersens lejeophold med HB Køge udløber ved sæsonens udgang, men bare et halv år senere udløber hans kontrakt med Brøndby IF også.

Ifølge ham selv, er han ikke i kontakt pt. med Brøndby om fremtiden.

-Jeg forholder mig til det jeg selv kan gøre, og jeg koncentrerer mig om at arbejde hårdt og kæmpe. Vi må se, hvad der sker – der kan nå at ske meget.

Jeg går bare efter at spille fodbold og efter at få så meget spilletid som muligt. Jeg kører bare på, udtalte Mads Juel Andersen til bold.dk.

Han har indtil videre spillet 13 1. divisionskampe fra start af denne sæson.

Top