Nicolaisen: Føler lidt jeg har taget det hele fra drengene

foto: fcm.dk
Foto: fcm.dk

Rasmus Nicolaisen indtog tidligere i dag en kedelig hovedrolle, da han i straffesparkskonkurrencen brændte det syvende spark, og dermed tog Benfica sejren og gik videre i turneringen.

Selv fortæller han til D’ Bold, at det var en meget åben kamp, og den 19-årige forsvarsspiller føler samtidig, at nederlaget på en eller anden måde var hans skyld.

– Det er selvfølgelig en træls følelse, og jeg føler jo egentlig lidt, at jeg har taget det hele fra drengene, så det er selvfølgelig sindssygt frustrerende at stå her lige nu, siger Rasmus Nicolaisen til D’ Bold og tilføjer:

– Vi starter jo rigtig godt, og vi får jo også et mål efter halvandet minut, så det er en meget ærgerlig følelse. Vi spiller en rigtig god kamp, og kampen bølger frem og tilbage med momentum.

– Jeg føler dog, at vi får meget godt styr på det i anden halvleg, og det er os, som har momentum og styrer kampen. Det er jo klart, at vi kan være tilfreds med vores indsats, men der går nok lige et par dage, inden vi kan se tilbage på kampen på en god måde, afslutter en meget skuffet Rasmus Nicolaisen til D’ Bold.

16/dels finalerne blev altså endestationen for FC Midtjyllands U/19-mandskab. Til gengæld kan drengene fra ”Heden” se tilbage på en turnering, hvor de blandt andet besejrede Anderlecht og Atlético Madrid.

In this article