FC Midtjylland og Esbjerg’s ældste U-hold fik testet formen, da de i dag mødtes til to intense opgør.
For FCM U/17 blev kampen mod Esbjerg U/17 først og fremmest brugt til at se, om spillerne fysisk var der, hvor de skulle være, og her var svaret positivt. Dataene fra klubbens ZXY-systemet dokumenterede at spillerne løb de krævede meter og spillede med den fornødne intensitet.
– Kampen i dag viste at spillernes fysik er på plads, og det gør, at vi vil begynde at rette fokus mod de taktiske ting, udtalte FCM U/17’s cheftræner Svend Graversen i følge klubbens officielle hjemmeside.
Selve kampen mod de vestjyske gæster var en jævnbyrdig affære. FCM U/17 stillede med adskillige førsteårsspillere og en af dem, Aleksandar Sojic, bragte ulvene foran, men inden pausen kom ulvene til at sende bolden i eget net.
I anden halvleg tog Esbjerg føringen efter et hjørnespark, inden Gustav Isaksen udlignede til slutresultatet på en omstilling.
Efter næste uges træning venter der holdet en kort vinterferie og herefter går turen til København, hvor der er arrangeret træningslejr med kampe mod Brøndby og FCK.
FC Midtjylland U/17 – Esbjerg fB U17 2-2
1-0 Aleksandar Sojic
1-1 Selvmål
1-2 EfB
2-2 Gustav Isaksen
Esbjerg vandt slaget mellem U/19-holdene
For FCM U/19 var der tale om den sidste kamp inden tirsdagens Youth League-opgør mod Benfica.
FCM skiftede flittigt ud og gav spilletid til de spillere, der ikke havde spillet i tirsdagens opgør mod Hannover 96, ligesom tre U/17 spillere var blevet indlemmet i truppen.
Første halvleg forløb med en klar FCM dominans i spil og chancer, men det blev kun til et enkelt mål. Nigerianeren fik i starten af anden halvleg en gigantisk mulighed for at fordoble føringen, men han forspildte chancen.
I stedet fik Esbjerg spillet sig tilbage i kampen, og det lykkedes dem først at udligne, og siden score sejrsmålet på et frispark der blev forlænget til bagerste stolpe.
– Første halvleg er vi rigtig godt tilfredse med – anden halvleg er vi ikke. Vi skifter en del ud i anden halvleg, og flere af spillerne bytter position, og vi finder aldrig rytmen, erkendte Kenneth Andersen i følge fcm.dk.
FC Midtjylland U19 – Esbjerg fB U19 1-2
1-0 Samson Onomigho Iyede
1-1 EfB
1-2 EfB