
Vejle Boldklubs U/17-mandskab mødte lørdag Holstein Kiel U/17 i en træningskamp. VB tabte 4-2, og alle Kiels fire mål blev scoret af den tyske U/17-landsholdsspiller Noah Awuku.
Vejle Boldklub U/17 var på en svær opgave i Kiel, da de mødte U/17 Bundesliga Nord/Nordost’s nr. 6. For selv om man ikke hører meget om Holstein Kiel på voksenscenen, er de rigtig gode blandt ungdomseliten, hvor de blandt andet ligger over Wolfsburg og Hertha Berlin i U/17 Bundesligaen.
Vejle startede kampen rigtig godt ud. I de første minutter kom de frem til et par rigtig gode chancer, og i det 17. minut kom de foran ved Daniel Møller Berg, som scorede efter et indlæg fra Thomas Gundelund på et frispark. VB fortsatte med at dominere 1. halvleg, men de fik ikke flere mål ud af dominansen. Stillingen var 0-1 ved pausen i Vejles favør.
De unge Vejle-talenter kom rigtig skidt ud til anden halvleg. Efter bare 7 minutter havde den tyske U/17-landsholdsspiller, Noah Awuku, allerede scoret to kasser. Og det skulle vise sig, at han først lige var gået i gang. VB kom dog tilbage og udlignede til 2-2, da Mark Asp Rasmussen scorede – igen efter en dødbold fra Thomas Gundelund. Ét minut efter udligningen scorede Noah Awuku igen.
Resten af kampen forløb uden de helt store chancer, og det lignede længe en 3-2 sejr til Holstein Kiel. Dybt inde i dommerens tillægstid fandt Noah Awuku dog målet og scorede dermed sit fjerde mål i kampen. Kampen sluttede 4-2 til Holstein Kiel.
Vejle kan være meget godt tilfreds med deres første halvleg, men i anden halvleg faldt de sammen, og det udnyttede Noah Awuku.
Vejles U/17-sæson begynder om to uger, hvor modstanderen er OB.