Officielt: El Clasico bliver udskudt

Foto: Shutterstock
El Clasico skulle have været spillet den 26. oktober i år, men på grund af uroligheder i Barcelona, har man valgt at udskyde.

I dag har det spanske fodboldforbund meddelt, at man flytter El Clasico-opgøret i La Liga, der skulle have været spillet på FC Barcelonas hjemmebane den 26. oktober i år.

Beslutningen sker, fordi der i øjeblikket er massive uroligheder i Catalonien, som Barcelona er en del af.

Forbundet oplyser på sin hjemmeside, at det nu er op til FC Barcelona og Real Madrid at blive enige om en ny dato, og at man senest skal nå til enighed inden mandag den 21. oktober klokken 10.00.

Såfremt de to klubber ikke når at blive enige, vil turneringskomiteen stå for at finde den nye dato for det populære ærkerival-opgør.

Hidtil har flere datoer i december været meldt på banen som mulige datoer, ligesom det også var rygtet at klubberne ville bytte hjemmebane til de to opgør i denne sæson, men det blev altså ikke en realitet.

Opdateret kl. 15.26: Real Madrid har netop oplyst, at begge klubber ønsker at spille opgøret den 18. december. Så er det spørgsmålet, hvorvidt det spanske fodboldforbund accepterer dette.

Foto: Shutterstock | FC Barcelonas hjemmebane Camp Nou, som skal danne rammen om kampen.
In this article