

FC Barcelona har efter sigende tilbudt den 30-årige Liverpool-profil Georginio Wijnaldum en tre-årig kontrakt, som Barca afventer svar på.
Der har igennem en del måneder cirkuleret rygter om, at FC Barcelona-cheftræner Ronald Koeman gerne vil bringe Gini Wijnaldum, der har kontraktudløb til sommer, til klubben.
De to landsmænd kender hinanden fra det hollandske landshold, hvor Koeman har haft Liverpool-midtbanespilleren under sine vinger, og et nyt samarbejde kan komme til sommer.
I hvert fald melder El Mundo Deportivo, at den spanske storklub har tilbudt Wijnaldum en tre-årig kontrakt, som Barca afventer hollænderens svar på.
Der er ikke alverden, der tyder på, at Gini Wijnaldum vælger at forlænge sin aftale med The Reds, og et skifte er derfor slet ikke så usandsynligt.
I denne sæson har midtbaneprofilen spillet 40 gange for Jürgen Klopps mandskab i alle turneringer, hvor han har kvitteret med tre scoringer.
Han har været i Liverpool siden tilbage i sommeren 2016, hvor han kom til Premier League-topklubben fra Newcastle.