Jesse Joronen skifter til FC København

AC Horsens’s førstemålmanden Jesse Joronen skifter til FC København efter denne sæson. Det er Horsens’ næststørste transfer i historien.

Fredag eftermiddag blev det en kendsgerning, at den 24-årige, finske keeper, Jesse Joronen, fortsætter karrieren i FC København efter denne sæson. Han har fået en kontrakt frem til sommeren 2023.

“Jeg har en personlig ambition om at spille europæisk fodbold, og det får jeg mulighed for i FC København hver eneste sæson. Der er ingen tvivl om, at det var den rigtige beslutning at skifte til AC Horsens i sommer, for det har virkelig gavnet min udvikling, og jeg nyder at være her,” siger Joronen til AC Horsens’s hjemmeside og tilføjer:

“Alle har været fantastiske over for mig, og det er et specielt sted at være. Jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben, hvor mange gør et rigtig stort stykke arbejde og tak til fansene for opbakningen. Vi skal huske på, at det ikke er farvel endnu, og vi har meget arbejde foran os frem til sommer.”

Joronens nye manager, Ståle Solbakken, ser frem til den snarlige tilgang af målmanden.

“Det er ingen hemmelighed, at vi har en klar forventning om, at Robin Olsen skal videre til sommer, og vi har derfor været på udkig efter en egnet afløser, der kan træde ind i vores stærke keeper-team,” siger Ståle Solbakken til FC Københavns hjemmeside og uddyber:

“Jesse har imponeret alt og alle i dansk fodbold i denne sæson med sine indsatser for AC Horsens. Han har en rigtig god fysik og teknik, og han kommer trods sin unge alder med en god og bred erfaring fra engelsk fodbold.”

“Han har lige fået sin debut på det finske landshold, og vi ser et stort potentiale i ham – så vi glæder os meget over, at han har valgt FCK blandt de muligheder, han har haft på baggrund af sine flotte præstationer.”

AC Horsens’s direktør Kristian Nielsen fortæller til klubbens hjemmeside, at salget er det næststørste i klubbens historie. Det må betegnes som godt købmandskab, eftersom man hentede ham til klubben på en fri transfer i sommer fra engelske Fulham.

In this article