Superliga-dommeren Dennis Mogensen dømmer sin sidste kamp mandag aften. Han har valgt at stoppe efter 20 år som dommer.
Mandag aften vil Superligaen tage afsked med den 35-årige dommer, Dennis Mogensen, der efter 20 år i den sorte trøje, har valgt at stoppe dommer-gerningen.
“Jeg er ved at være klar til at kaste mig over helt andre projekter end dommergerningen. Selvom jeg altid har været topmotiveret til mine Superliga-kampe, har jeg den seneste tid valgt at prioritere arbejde og familie højere. Jeg kommer til at savne kampene og kollegerne – men jeg ser virkelig også frem til at kaste mig over andre projekter og selvfølgelig til at kunne bruge endnu mere tid sammen med familien og mine tre små børn,” siger Dennis Mogensen til DBU’s hjemmeside.
Mogensen dømmer Randers FC og FC Midtjylland mandag aften, og efter den kamp er det altså slut for en dommer-karriere, som har budt på mere end 500 kampe – både nationale og internationale.