
Christian Eriksen har kontraktudløb med Brentford til sommer, men i Premier League-klubben skulle man være overbeviste om, at aftalen bliver forlænget.
Lørdag aften havde Christian Eriksen ikke brug for mere end to minutter til at score for Danmark, da han gjorde comeback på landsholdet efter sine hjerteproblemer.
Dermed fik den nu 30-årige midtbanespiller understreget, at han for alvor er tilbage, og det har affødt flere spekulationer om, hvor han skal spille efter sommer.
Hans nuværende kontrakt med Brentford står til at udløbe efter denne sæson, men ifølge avisen The Times er klubben sikker på, at samarbejdet bliver forlænget.
Dermed vil Eriksen kunne blive boende med sin familie i London, og han vil ikke blive nødt til at rykke sin tilværelse op med rode endnu en gang.
Dog skulle det være en udfordring for Brentford-forlængelsen, hvis én af “Big Six”-klubberne melder sig på banen for at hente Christian Eriksen.