Medier: Lewandowski og Barca er enige om kontrakt

FC Barcelona er efter sigende nået til enighed med Bayern München-superstjernen Robert Lewandowski om en kontrakt, der gælder fra den kommende sæson.

Til sommer har 33-årige Robert Lewandowski blot et enkelt år tilbage af sin kontrakt med Bayern München, og forlænger han ikke, kan den tyske storklub blive nødt til at sælge ham.

Og skal man tro meldingerne fra de polske medier Sport Interia og TVP Sport, kommer det til at ske, for den polske landsholdsprofil er nået til enighed med FC Barcelona om en kontrakt.

Begge medier melder, at kontrakten gælder fra den kommende sæson, og ifølge Sport Interia løber aftalen tre år frem i tiden.

Barca har dog ikke været den eneste bejler til Lewandowski, som også skulle have tiltrukket sig interesse fra Manchester City, Paris Saint-Germain og Liverpool.

Angriberen har samlet set spillet 40 kampe for Bayern i denne sæson, hvor han har kvitteret med imponerende 46 scoringer og fire assists.

Foto: Shutterstock

In this article