
Den egyptiske Liverpool-stjerne Mohamed Salah er angiveligt fristet af at skifte til Paris Saint-Germain, hvor han vil kunne score en klækkelig lønpakke. Det skriver The Telegraph.
Om få måneder går Mohamed Salah ind i det sidste år af sin Liverpool-kontrakt, og derfor kan The Reds blive nødt til at sælge ham, hvis de vil indkassere en transfersum.
FC Barcelona og Real Madrid har været nævnt som bejlere til den 29-årige kantspiller, som har gang i en forrygende sæson for Liverpool.
Salah er imidlertid fristet af at skifte til de franske mestre fra Paris Saint-Germain, hvor han med al sandsynlighed vil kunne tjene en klækkelig hyre.
Det melder den engelske avis The Telegraph, som også kan berette, at PSG kun er én af mange bejlere til den egyptiske landsholdsspiller.
Mohamed Salah har samlet set optrådt 45 gange for Liverpool i indeværende sæson, hvor han har leveret 30 scoringer og 14 assists.