Bekræftet: Brian Priske er færdig i Royal Antwerp

Den tidligere FC Midtjylland-cheftræner Brian Priske er en færdig mand i den belgiske klub Royal Antwerp, der har fyret både ham og hans danske stab.

Sidste sommer stoppede Brian Priske som cheftræner i Superliga-topklubben FC Midtjylland, som han forlod til fordel for den belgiske traditionsklub Royal Antwerp.

Men efter mindre end et år har klubben valgt at fyre 45-årige Priske efter en sæson, hvor Royal Antwerp sluttede på en skuffende fjerdeplads i den belgiske Jupiler League, mens Club Brügge vandt mesterskabet.

Klubben bekræfter således på sin hjemmeside, at man stopper samarbejdet med Brian Priske med øjeblikkelig virkning.

Det samme gør sig gældende for den danske assistenttræner Anders Nielsen samt målmandstræner Peder Hansen, der også tager afsked.

“Royal Antwerp takker Brian, Anders og Peder for deres engagement i klubben og ønsker dem held og lykke,” lyder det fra den belgiske topklub.

Der har på det seneste floreret rygter om, at Mark van Bommel kommer til at afløse Brian Priske.

In this article