
Storklubben Liverpool fører efter sigende kapløbet om den 22-årige Monaco-profil Aurélien Tchouameni, som også bliver jagtet af Real Madrid. Det skriver Marca.
Der er i øjeblikket mange spændende talenter i europæisk topfodbold, der er lige på nippet til at bryde igennem på den helt store internationale scene.
Det gælder blandt andre den franske midtbanespiller Aurélien Tchouameni, som fyldte 22 år tilbage i januar måned.
Tchouameni tørner til daglig ud for Ligue 1-klubben Monaco, hvor han har udviklet sig til at være en stor profil.
Og det er på ingen måde gået ubemærket hen, for ifølge den spanske avis Marca er både Liverpool og Real Madrid ude efter midtbanemanden.
Her har The Reds efter sigende overhalet Real i kampen om Tchouameni, som har kontrakt med Monaco frem til sommeren 2024.
I denne sæson har franskmanden spillet hele 48 kampe for Monaco i alle turneringer, hvor han har kvitteret med fem scoringer og to oplæg.