Avis: Jesus underskriver femårig Arsenal-kontrakt

Den brasilianske Manchester City-angriber er millimeter fra at skifte til Arsenal, hvor han skriver under på en femårig kontrakt. Det skriver The Guardian.

For nogle uger siden præsenterede Manchester City den 21-årige Borussia Dortmund-bomber Erling Haaland, og nu har nordmanden snart én konkurrent mindre i City.

Den brasilianske landsholdsspiller Gabriel Jesus bliver således kædet kraftigt sammen med Arsenal, hvor et skifte er meget nært forestående.

Tidligere meldinger peger på, at klubberne er blevet enig om en pris på angriberen, og nu er de personlige detaljer også kommet på plads.

I hvert fald skriver den engelske avis The Guardian, at Arsenal og Jesus er blevet enige om en kontrakt, der løber frem til sommeren 2027.

Den 25-årige angriber kender Arsenal-manager Mikel Arteta fra deres fælles tid i Manchester City, og det skulle være blandt de afgørende årsager til skiftet.

Gabriel Jesus nåede samlet set at spille 236 kampe i den lyseblå trøje.

In this article