Ny Chelsea-back kan blive historiens dyreste

London-storklubben Chelsea er efter sigende tæt på at hente Brighton-profilen Marc Cucurella, og han ser ud til at blive den dyreste back nogensinde.

Sidste sommer hentede Brighton den spanske venstrenback Marc Cucurella til klubben, og han er allerede på vej videre igen.

I hvert fald melder transferguruen Fabrizio Romano, at Brighton-profilen er på plads i Chelsea, og det bliver på ingen måde en billig handel for The Blues.

Ifølge Romano betaler Chelsea således 55 millioner pund for backen, og dertil kommer syv millioner pund i bonusser.

Det svarer til i omegnen af 543 millioner kroner, og ender handlen med at blive en realitet, vil det gøre Cucurella til den dyreste back nogensinde.

Den 24-årige spanier vil dermed blive dyrere end Achraf Hakimi, som Paris Saint-Germain ifølge Transfermarkt købte for omkring 495 millioner kroner.

Marc Cucurella står samlet set noteret for 38 kampe i Brighton-trøjen, hvor det er blevet til en enkelt scoring og to assists.

In this article