Avis: Bundesliga-klub kigger mod FCK og AGF

Danske Bo Svensson er ved roret i Bundesliga-klubben Mainz, og han lurer på at hente FC København-stopperen Valdemar Lund eller Thomas Kristensen fra AGF.

Med kun fem point ned til nedrykningsstregen er Mainz langt fra sikre på at overleve i den tyske Bundesliga, og det kalder på forstærkninger til truppen.

I den forbindelse melder det tyske dagblad Bild, at Bo Svensson og co. allerede nu er begyndt at lægge planer for januar-transfervinduet.

Bild beretter, at Mainz helt sikkert vil hente en ny midtstopper, og derfor har man lavet en lang liste over mulige navne.

Heraf fremgår det blandt andet, at 19-årige Valdemar Lund fra FC København og AGF-spilleren Thomas Kristensen er at finde på listen.

Foruden de to stoppere er også Vejle-talentet Oliver Provstgaard på listen, lyder det.

Der kan dermed være lagt op til et stort Bundesliga-skifte for én eller flere af de unge danskere, som til daglig spiller i Superligaen.

In this article