Fodboldlegenden Pelé er død

Pelé

Den brasilianske fodboldlegende, Pelé, er i dag gået bort efter længere tids sygdom. Han blev 82 år gammel.

Verden er blevet en fodboldlegende fattigere. Den brasilianske legende, Pelé, er gået bort i en alder af 82 år.

Det bekræfter hans agent over for nyhedsbureauet AP.

Pelé har været indlagt på hospitalet siden 29. november, hvor han har været plaget af kræft og luftvejsinfektion.

Op til jul blev hans tilstand forværret, og derfor var hans familie også samlet omkring ham på hospitalet i den sidste tid.

Pelé var med til at vinde VM hele tre gange, nemlig i 1958, 1962 samt 1970.

Han spillede størstedelen af sine klubkampe i brasilianske Santos i perioden 1956 til 1974. Her vandt han blandt andet seks mesterskaber. Herefter spillede han i New York Cosmos frem til 1977.

For det brasilianske A-landshold scorede han 77 mål i 92 kampe i perioden 1957 til 1971.

Pelés fulde navn var Edson Arantes do Nascimento, og han betegnes af mange som den største fodboldlegende i historien.

Han scorede 1.283 mål i 1.363 kampe (venskabskampe inkluderet), og spillede som angriber og offensivspiller.

Foto: Shutterstock

In this article