
Landstræner Kasper Hjulmand erkender, at holdets offensive spil skal forbedres inden EM-slutrunden, efter det haltede i kvalifikationskampen mod Finland.
Danmark vandt en kneben 1-0-sejr over Finland søndag aften, men kampen var ikke præget af sprudlende, offensivt spil fra danskernes side.
En sen langskudsscoring fra Pierre-Emile Højbjerg endte med at blive afgørende, og Kasper Hjulmand erkender overfor bold.dk, at det offensive spil skal blive bedre.
“Jeg anerkender det, men man hvis man kender fodbold, så ved man godt, at når man spiller imod så dygtige defensive hold, så er det noget af det sværeste, der findes,” siger han til bold.dk.
“Det er noget af det, som kræver mest træning, samtidige bevægelser, driblinger, der lykkes og en-mod-en-spil, der lykkes,” udtaler Hjulmand og uddyber:
“Vores spil skal op i tempo og specielt vores gennembrudsspil og evne til at skabe chancer. Vi skal have vores kantspillere til at lykkes, og vi skal have relationerne til at være bedre,” lyder det blandt andet fra landstræneren.
Danmark indtager en aktuel 2. plads i gruppe H med 13 point efter seks opgør.