Den efterhånden 37-årige Kasper Schmeichel har ikke tænkt sig at stoppe som målmand på det danske landshold, selvom andre spillere presser på.
Igennem en årrække har Kasper Schmeichel siddet tungt på posten som danske landsholdsmålmand.
Men i den kommende kamp mod Færøerne har landstræner Kasper Hjulmand valgt at give Frederik Rønnow chancen, men Schmeichel klør på.
Han har ikke nogen planer om at stoppe på det danske landshold, lyder det.
“Så længe jeg kan, gør jeg det. Det er det største privilegium,” udtaler Schmeichel til bold.dk og fortsætter:
“Jeg har altid sagt det, at det er en plads, der aldrig er din. Det er en plads, du har til låns. Det er en plads, du skal gøre dig fortjent til,” siger målmanden.
“Jeg har i hvert fald aldrig tænkt i at skulle stoppe. Jeg tænker ikke i begrænsninger. Jeg tænker kun i muligheder,” lyder det fra Anderlecht-spilleren.