
Kampen om det engelske mesterskab er vidt åben, efter Manchester United tog point fra Liverpool søndag eftermiddag, hvor holdene spillede 2-2.
Det er særdeles tæt i toppen af Premier League, der har fået et nyt førerhold.
Arsenal er således gået på 1. pladsen, efter Liverpool søndag spillede 2-2 mod Manchester United på Old Trafford.
Gæsterne kom ellers klart bedst fra start og dominerede 1. halvleg, men trods mange chancer fik man kun sat en enkelt scoring ind.
Efter pausen fik United kæmpet sig tilbage i opgøret og kom foran 2-1, indtil Mohamed Salah udlignede på et straffespark i slutfasen.
Liverpool formåede dermed ikke at vinde 1. pladsen tilbage fra Arsenal, der vandt med 3-0 på udebane over Brighton lørdag aften.
Med den aktuelle stilling har Arsenal og Liverpool begge 71 point, mens Manchester City ligger på 3. pladsen med 70 point.
The Gunners fører ræset på bedre målscore end Liverpool, og alle tre hold mangler at spille syv kampe.