
Real Madrid-cheftræner Carlo Ancelotti slår fast, at stortalenterne Endrick og Arda Güler bliver i klubben trods flere rygter om det modsatte.
Endrick får ikke meget spilletid under Carlo Ancelotti, og det samme gælder tyrkiske Arda Güler.
De unge talenter har derfor flere gange været rygtet væk fra Real Madrid, men de skal ingen steder.
Det fortæller Ancelotti på et pressemøde forud for holdets Champions League-kamp mod Atalanta, hvor han blev spurgt til Endricks fremtid.
“Han bliver her. Det samme gør Arda Güler. Jeg forsøger altid at sætte de bedste spillere på banen til hver kamp uanset alder,” udtaler Real-cheftræneren til AS og fortsætter:
“Nogle gange betyder det, at vi spiller uden dem. Vi skal være tålmodige med de unge spillere. De bringer entusiasme, men fordi de er unge, har de også brug for at lære nogle ting,” lyder det fra Ancelotti.
Real indtager en aktuel 24. plads i Champions League-tabellen.