
Real Madrid-stopperen Antonio Rüdiger undskylder til alle, efter han i forbindelse med lørdagens pokalfinale kastede flere isposer mod kampens dommer.
Lørdag aften tabte Real Madrid med 3-2 til FC Barcelona i pokalfinalen, og efter slutfløjtet fik Antonio Rüdiger rødt kort.
Tyskeren kastede flere isposter mod dommeren, og nu undskylder han sin opførsel.
“Der er ingen undskyldning for min opførsel i aftes. Det er jeg virkelig ked af,” skriver Antonio Rüdiger på Instagram og fortsætter:
“Vi spillede en virkelig god kamp fra anden halvleg og frem. Efter 111 minutter var jeg ikke i stand til at hjælpe holdet mere, og inden slutfløjt begik jeg en fejl,” skriver Real-profilen.
“Jeg undskylder igen til dommeren og til alle andre, som jeg skuffede i går,” lyder det fra Rüdiger.
Real har fortsat mulighed for at vinde et trofæ i denne sæson i form af La Liga, hvor man dog er fire point efter Barca.