U/19-landsholdet uddelte klø i flot opvisning

U/19-landsholdet efter 5-0-sejr over Sverige. Foto: Facebook-siden "Landsholdsfodbold, herreungdom".
U/19-landsholdet efter 5-0-sejr over Sverige. Foto: Facebook-siden “Landsholdsfodbold, herreungdom”.

I en ren og skær dansk opvisning blev det til en overbevisende sejr over Sverige. Mikkel Duelund blev dobbelt målskytte på blot en halv time.

Danmark havde i den grad chancerne til at få en større sejr over Norge i lørdags, men det blev kun ved en etmålsejr ved den lejlighed. De danske U/19-talenter lod dog langt fra Sverige slippe med samme nåde, da de to hold mødtes i dag.

Opstillingsmæssigt var der skiftet ud på hele syv pladser i den danske startellever. Det gav bla. plads til den unge, talentfulde FC Midtjylland-angriber Mads Døhr Thychosen oppe i front, mens også klubkollegaen Andreas Raahauge var ny mand i det danske mål.

Ligesom i kampen mod Norge, satte de danske U/19-drenge sig på tingene fra starten. Men i modsætning til kampen i lørdags blev der noget hurtigere åbnet op for målrusen.

Allerede efter omtrent en halv times spil og flere danske chancer, blev det 1-0. En sukkerbald fra Emre Mor ned til Mathias Kristensen der havde taget et godt dybdeløb, hvorfra han nærmest fra baglinjen af sendte bolden ind til en fremadstormende Mads Thychosen, der pandede Danmark i front.

I den næste tredjedel af kampen blev der foretaget mange udskiftninger, hvilket ødelagde en del af flowet i spillet. Mikkel Duelund fra FC Midtjylland var blandt de spillere der kom på banen, og han skulle vise sig at fortsætte målscoringen fra kampen mod Norge.

Efter 77 minutter spillede Duelund fikse 1-2-kombinationer i feltet og afsluttede selv på fornemmeste vis ved at score til 3-0. Kort forinden var Rasmus Kristensen kommet på måltavlen ved at banke bolden op i krydset til 2-0.

Efter Duelunds scoring kom Daniel Stückler fra Brøndby ind på banen og gjorde det til 4-0 på et rigtig angribermål, og i overtiden cementerede Mikkel Duelund den danske opvisningssejr ved at gøre det til 5-0.

Svenskerne fik ikke ret mange ben til jorden, når danskerne i momenter af kampen skruede op for tempoet. Det hele endte 5-0, og dermed er facit for U/19-landsholdets lille afstik til Sverige med to venskabskampe, at Danmark vandt begge opgør med henholdsvis 1-0 og 5-0 over henholdsvis Norge og Sverige.

In this article