I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!
U/19 Ligaen
FCK vinder smal derbysejr
F.C. Københavns U/19-hold sikrede sig i fredags en sejr på 1-0 over rivalerne fra Brøndby IF efter en sen scoring fra Joel Felix.
Der var lagt et op til et brag af en kamp, da F.C København hjemme tog imod Brøndby IF i U/19-ligaen. Begge hold har haft en blandet sæson, og roder rundt i midten af tabellen. Hos FCK havde træner Brian Riemer valgt en angrebsduo bestående af tårnhøje Julian Kristoffersen og den mere mobile Jonathan Frimann. Hos udeholdet havde Auri Skarbalius profilerede U/19-talenter som Malthe Johansen og Daniel Stückler på banen.
De første 45 minutter var en rodet affærre, og trods et par chancer i begge ender gik de to hold målløse til pause. I 2. halvleg var kampbilledet det samme, men efter 85 minutters spil faldt den afgørende scoring.
Læs resten af kampreferatet her:
FC Midtjylland U/19 kravler op i tabellen efter sejr over lokalrivaler
FC Midtjylland hoppede op på tredjepladsen i U/19 Ligaen efter 2-0 sejr over lokalrivalerne fra Silkeborg.
Lørdag var der lagt i kakkelovnen til et vaskeægte lokalopgør, da FC Midtjylland hjemme på Wunderelf-Arena i Ikast tog i mod SIlkeborg IF i U/19 Ligaen. Holdene lå før kampen på henholdsvis femte- og fjerdepladsen, og havde begge brug for point for at følge med i toppen.
Vejret skulle komme til at have stor virkning på opgøret gang. I samtlige 90 minutter var kraftig vind til stede ledsaget af regn. Ikke det ideelle fodboldvejr i Ikast.
Første halvleg bød på et defensivt-orienteret Silkeborg-mandskab, der med vinden i ryggen trak sig tilbage og overlod initiativet til hjemmeholdet. Hjemmeholdet fra Midtjylland fik ikke omsat overtaget til scoringer, og det var faktisk gæsterne, der var farligst i første halvleg, men de havde heller ikke heldet med at få puttet kuglen i kassen. 0-0 ved pausen.
I anden halvleg var det så hjemmeholdet, der havde vinden i ryggen, hvilket man kunne se lige fra starten.
Læs resten af kampreferatet her:
EfB U/19 ubesejret på vinterpause efter sejr i Lyngby
Esbjerg forenede Boldklubbers U/19-mandskab har præsteret flot i denne sæson, hvor holdet i øjeblikket ligger til at åbne forårssæsonen på tabellens andenplads uden at have lidt et eneste nederlag. Lørdag gæstede de Lyngby i efterårssæsonens sidste U/19 Liga-runde.
Det var da også de vestjyske gæster, der åbnede opgøret præget af megen vind bedst. Fem minutter inde i kampen havde esbjergenserne allerede testes træværket, og da Søren Andreasen kom først på et hjørnespark, sendte han udeholdet på en tidlig sejrskurs. Andreasen og resten af EfB-drengene fortsatte ufortrødent og efter et lille kvarters spil faldt 2-0-scoringen så. Efter fint spil i højresiden landede bolden via en uheldig Lyngby-clearing på kanten af feltet, hvor Mathias Thorup kunne lægge bolden til rette og udbygge føringen med en resolut afslutning.
Siden kom hjemmeholdet bedre med, og Oliver Kjærgaard sikrede sit hold en gylden mulighed for at bringe sig tilbage i kampen, da han blev nedlagt på kanten af feltet, hvilket resulterede i et frispark. Det tog Jens Odgaard sig af, og med lidt hjælp fra EfB-keeper, Daniel Iversen, reducerede han til 2-1.
Lige som hjemmeholdet må have troet, at de kunne slippe til pause nede med en enkelt pind, måtte de se Esbjerg-kaptajn, Mathias Kristensen, fange LBK-keeper, Libetwa Mamili, ude af målet og chippe bolden i kassen fra omkring 30 meters afstand, og EfB’erne kunne gå til pause med en tomålsføring.
I anden halvleg trak gæsterne sig længere tilbage og overlod spillet til Lyngby, der med hurtige kombinationer og flydende pasningsspil skulle forsøge at lirke det vestjyske forsvar op.
Læs resten af kampreferatet her:
Tæt opgør mellem top og bund i U/19 Ligaen
I efterårets sidste U/19 Ligarunde tog Randers, der endnu var uden sejr i sæsonen, imod tabellens førsteplads, ubesejrede FC Nordsjælland. Det var altså for alvor bund mod top lørdag i Randers.
På trods af den umiddelbare forskel på de to mandskaber bed hjemmeholdet flot fra sig, og allerede et enkelt minut inde i kampen havde kronjyderne bragt sig foran, da en erobring midt på banen hurtigt blev til en dyb stikning efter Kasper Brøgger, der qua sin hurtighed kunne sikre sit hold den hurtige, overraskende føring.
Det lykkedes dog de nordsjællandske favoritter hurtigt at ryste chokstarten af sig og bringe balance i kampen. Blot tre minutter efter hjemmeholdets føringsmål svarede gæsterne igen efter Benjamin Lunds præcise indlæg, som Jacob Johansson sendte i nettet.
Derfra viste gæsterne ingen nåde og efter tyve minutters spil havde først Mathias Jensen og siden Benjamin Lund, der assisterede udligningen, sikret FCN en solid føring, da Jensens afrettede langskud snød Randers-keeper, Jonas Dakir, mens Lund udbyggede føringen direkte på frispark.
Omtrent en halv time inde i kampen faldt kampens femte scoring inden pausen så.
Læs resten af kampreferatet her:
OB – AGF 1-0
Vi beklager meget, at på grund af manglende informationer fra klubberne, kan vi ikke bringe et kampreferat af denne kamp, som OB vandt 1-0 på hjemmebane over AGF i U/19 Ligaens sidste efterårsopgør for disse to mandskaber.
—
Det er værd at notere sig, at det er vanskeligt at samle information om diverse kampe, spillere osv. fra U/19 Ligaen, da vi her på Talenttid er de eneste, der fuldt og fast fokuserer på de bedste danske ungdomsligaer. Derfor har vi brug for DIN hjælp, til at udvikle både Talenttid men også dansk ungdomsfodbold, som vi her på D’ BOLD mener, får for lidt medietid. Er du uenig i nogle af kåringer? Mangler vi at skrive om noget, eller er vi bare helt ude i hampen, ja så skal du være velkommen til at kontakte os, ligesom vi med fordel altid modtager information om spillere, hold, trænere og hvad der ellers rører sig.