Billing forlænger til 2020 i Huddersfield

Embed from Getty Images

19-årige Philip Billing har gang i det, man godt kan kalde en gennembrudssæson. Nu forlænger den unge, danske, midtbanespiller med sin klub, Huddersfield Town, til 2020.

Særligt efter juleperioden har Philip Billing bidt sig fast blandt Huddersfield-træner David Wagner’s foretrukne 11. Et rødt kort i kampen mod MK Dons den 23. februar har dog holdt danskeren ude i et par kampe med karantæne, men i sidste spillerunde mod Leeds, var Billing atter tilbage i startelleveren og hjalp Huddersfield til en 4-1-sejr på Elland Road.

Huddersfield-danskerens kontrakt stod oprindeligt til at udløbe efter næste sæson, men nu har partnerne papir på hinanden helt frem til 2020, dvs. yderligere tre sæsoner.

Fremtidssikringen af 19-årige Philip Billing glæder i høj grad klubbens cheftræner, David Wagner, der kalder danskeren for fodboldintelligent.

– Philip er et talent og ligeså en god karakter. Vi er stolte over, at han er vores spiller. Han udvikler sig meget fint, hvilket ikke er nogen overraskelse, eftersom han er en fodboldintelligent spiller, siger Huddersfield-træneren til klubbens hjemmeside.

– Han har grebet sin chance på holdet for nyligt, og vist, at han kan levere præstationer på banen. Men vi har stadigvæk massere af arbejde at gøre med ham for at få ham til at blive den spiller, jeg forventer, han bliver, siger Wagner.

Philip Billing står i alt noteret for ni optrædener i The Championship i denne sæson med et enkelt mål til følge.

In this article