FCK U/19 storsejrede ude mod EfB, der led sæsonens første nederlag

Esbjerg formåede ikke at leve op til efterårets høje niveau, da FC København i weekenden åbnede forårssæsonen mod vestjyderne. 

Som et ud af hele to hold var Esbjerg i efterårssæsonen ubesejrede i U/19 Ligaen, så det var klart fra forårssæsonens begyndelse, at vestjyderne skulle fortsætte det niveau i halvsæsonens første kamp, der blev sparket i gang i weekenden. Og den opgave virkede bestemt ikke urealistisk, da modstanderen var FC København, der trods en stærk afslutning på efterårssæsonen, kun sluttede som nummer seks.

Hjemmeholdet kom bedst fra start og var efter kort tid ved at bringe sig på 1-0 ved Thor Kristiansen, der på et hjørne headede på stolpen. Marginalerne manglede hos vestjyderne, som i stedet i det kun niende minut kunne se Carlo Holse bringe københavnerne på 1-0 efter flot forarbejde af Mads Roerslev på højrekanten.

Kun ti minutter senere bragte de unge løver sig på 2-0, da Julian Kristoffersen efter et opspil i venstre side fik serveret bolden få meter fra kassen, hvorfra han sikkert skød esbjerggenserne i sænk.

Inden pausen kom Esbjerg igen tæt på, efter de så småt havde fået et lille tag på kampen, men igen var marginalerne ikke på Esbjergs side, da Anders Dreyer ramte stolpen i det 32. minut. Derfor var stillingen ved pausen 2-0.

I sæsonens første opgør mellem de to, var FC København ved pausen foran med samme cifre, men i anden halvleg vendte EfB på fem minutter kampen på hovedet og vandt 3-2.

Sådan gik det ikke denne gang, selvom Esbjerg havde opbakningen fra hjemmepublikummet og faktisk var ganske godt med i starten af anden halvleg. Men det var som om, at da solen gik ned og mørket faldt på, så smuttede Esbjerg-spillerne med solen. For i det 71. minut var Carlo Holse igen på pletten. Denne gang på straffespark, hvor han gjorde de til 3-0.

De marginaler, der ikke var med Esbjerg, var med FCK. I det 84. minut scorede Lucas Simonsen til 4-0 på et hovedstød, som keeper Andreas Petersen, der har overtaget skansen for Daniel Iversen, der som bekendt er rykket til Leicester, faktisk fik hænderne på, men ikke formåede at holde, hvorfor bolden røg ind via stolpen.

Kampen sluttede 4-0, og det blev altså dermed en flot storsejr til hovedstadsklubben, der blev først mandskab til at besejre Esbjerg, som rykker ned på fjerdepladsen, mens FC København rykker op på femtepladsen.

Se højdepunkterne fra kampen her:

In this article