
AGF’s cheftræner, Glen Riddersholm, har efterudtaget blot 16-årige Benjamin Hvidt til ALKA Superliga-kampen ude mod FC Midtjylland i dag, søndag, kl. 18.00.
Benjamin Hvidt, der flere gange har været udtaget til U/16-landsholdet, er en alsidig midtbanespiller, der typisk gør sig på positioner centralt i banen.
Det 16-årige stortalent afløser sygdomsramte Emil Nielsen, og kommer Benjamin Hvidt på banen bliver han såmænd den næstyngste debutant i Superligaens historie – en rekord, en vis Kenneth Zohore i øjeblikket er indehaver af, da han tilbage i sin FCK-tid debuterede blot 16 år og 35 dage gammel.
Det er ikke Benjamin Hvidt uvant at spille mod ældre modstandere. Allerede som 14-årig debuterede han i U/17 Ligaen, og i vinters blev han så rykket op på U/19 Liga-mandskabet, mens midtbanespilleren også ved enkelte lejligheder har trænet med Superliga-truppen.
– Jeg synes, oplevelse om at være med ”de store drenge” var fantastisk. Også fordi man så kunne mærke niveauet. Det er det, jeg har drømt om, siden jeg kom til AGF, og det er de oplevelser, man kommer til at huske tilbage på, sagde Hvidt begejstret til D’ BOLD tilbage i januar efter sin første træning med Superliga-holdet.
Benjamin Hvidt, som du kan læse mere om her, skiftede tilbage i 2012 fra barndomsklubben Kolind/Perstrup IF til AGF.