Brajanac efter skifte: Vil vinde U/17 Ligaen

Muamer Brajanac glæder sig over skiftet til Brøndby, og har blandt andet en ligatitel for Vestegnen i tankerne.

Efter fem år i Kolding, og halvanden sæsons spekulation, blev det officielt: Muamer Brajanac har erstattet tilværelsen i jyske Kolding med én i Vestegnen, nærmere betegnet Brøndby IF.

Det blev offentliggjort torsdag formiddag, på spillerens egen Instagram-profil, og skiftet glæder naturligvis også Brajanac selv.

– Da jeg var på vej ind til kontoret, var jeg selvfølgelig meget anspændt. Det er ikke hver dag, at man skal skrive kontrakt med en af Danmarks største klubber, forklarer Brajanac til dbold.dk, og fortæller, at han regner med store tal i sin nye klub:

– Jeg føler, at jeg kan være med til at vinde U/17 Ligaen igen, og kan bidrage med nogle mål og oplæg til samme. Jeg vil også være med til at bidrage, at holdet kommer til at spille god fodbold, fortæller Brajanac.

Men eftersom skiftet har været under opsejling i det sidste halvandet år, efter at have været tilbudt til og accepteret en prøvetræning i Brøndby, har det også fyldt tankerne, at skiftet langsomt bliver en realitet. Det var dog kun en motiverende faktor for tiden i Kolding, mener den unge angriber.

– Det har været virkelig spændende at se frem til skiftet, men det har også været med til at påvirke mit spil positivt, forklarer Brajanac og fortsætter:

– Jeg har arbejdet ekstra hårdt i kampene, og bidraget med en masse mål til mit eget hold, fortæller Brajanac, der tilføjer, at målene har bidraget til Koldings nuværende position i U/15 Vest 1, hvor han optræder frem til medio sommer, hvor han så er Brøndby-spiller.

Men selvom, at der er noget tid til sæsonstart, har det unge angribertalent allerede gjort sig tanker om sin tid i klubben, uden blot at kigge på resultater.

– Jeg forventer da, at vi får en god start på sæsonen, og håber, at vi som hold kommer til at spille godt sammen, fortæller Brajanac, og tilføjer:

– Jeg vil også meget gerne udvikle mig som fodboldspiller, og blive endnu dygtigere – hele tiden, afslutter spilleren til D’ BOLD.

Muamer Brajanacs kontrakt med Brøndby er af to års varighed, med start den 18. juli 2016.

In this article