Jonas “Mini” Madsen udlignede til 2-2 for Brøndby U/19 mod FCK i dommerens dybe overtid. Målet kom i den lille spillers debut på U/19-plan.
Brøndby pressede på for at få udlignet, da de i går mødte FCK i U/19 Ligaen. Efter at Anton Holse havde bragt FCK på 2-1 med cirka 12 minutter tilbage af den ordinære spilletid, satte Brøndby alt ind på at få udligningen.
Brøndby-træner Frederik Birk hev bl.a. den lille, hurtige, offensivspiller Jonas “Mini” Madsen ind i kampen i forsøget på at få et pres lagt ned mod FCK-målet.
“Mini”, som de kalder ham i Brøndby, takkede for tilliden i sin U/19-debut, og var i overtiden manden bag det udlignende 2-2-mål.
– Det var en fed fornemmelse og en dejlig følelse. Det var selvfølgelig ekstra dejligt at kunne score mod FCK, og sikre et point i min ligadebut, siger Jonas “Mini” Madsen til D’ BOLD.
Han var godt tilfreds med den arbejdsindsats, som hans hold lagde for dagen i kampen mod FCK.
– Alle arbejder hårdt hele vejen rundt, og mange går ned med krampe. Det viser noget om, hvor hårdt vi arbejder i dag (i går mod FCK, red.), siger han.
Brøndby-træner Frederik Birk var udmærket godt klar over, hvilke redskaber han hev op af sin værktøjskasse på bænken, da han satte “Mini” ind i kampens sidste fase.
– Man ved, hvad man får med “Mini”. Han er en aggressiv og arbejdsom type, der bare går ud over stepperne, så der er ikke så meget ‘pis’ med ham. Uanset hvor man smider “Mini” hen, så går han bare til stålet, og løber ind i dem uanset, hvor store de er.
– Det var rart at se, og glædeligt, at han fik lov at score et lille tap-in i sin debut, siger Frederik Birk.
Jonas “Mini” Madsen rykker i næste sæson op som fast U/19-spiller i Brøndby IF.