Kasper Dolberg scorede i tirsdags i sin Ajax-debut i Champions League-kvalen. Nu er der ros til Dolberg fra den danske landstræner, Åge Hareide.
Man vidste allerede tidligt tirsdag, at Kasper Dolberg ville starte inde i Champions League-opgøret mod PAOK. Men ikke nok med at han startede inde; han scorede også. Kampen endte 1-1, og Dolberg sørgede for udligningen i det 58. minut, samt han spillede hele kampen. Udligningen var et flot langskud.
Det imponerer landstræner, Åge Hareide. Selvom Kasper Dolberg kun er 18 år gammel, følger landstræneren med i hans store succes. Åge Hareide udtaler til Ekstra Bladet:
– Hans præstation i Champions League var meget, meget flot. Det er overraskende, at en så ung spiller får lov til at spille og er så dominerende i en så vigtig kamp. Han ser meget spændende ud. Han har absolut fremtiden foran sig. Han har mange ting. Jeg er meget optimistisk. Han har god boldkontrol, gode pasninger, og så er han i stand til at spille flere positioner. Helt fremme og på begge kanter.
Hareide lyder ualmindelig glad for Dolberg, men han siger dog også overfor Ekstra Bladet, at han ikke er landsholdsaktuel lige nu. Man skal nemlig spille godt over en længere periode, og ikke bare i én kamp. Men en ting er sikkert: Hvis Dolberg fortsætter sin gode stime, kan han meget snart trække den rød/hvide trøje over hovedet.
Det er dog ikke kun landstræneren, som roser 18-årige Dolberg for hans præstationer. Rosen kommer alle steder fra. Den nye Ajax-træner, Peter Bosz, roser ham også:
– Enhver kan se, at han har talent, men spørgsmålet er, hvor langt han er i sin udvikling. Dette var naturligvis det perfekte sted for ham at vise sig frem. Jeg synes, han har gjort det godt, udtaler Peter Bosz til Ajax’ hjemmeside.
Med sit mål kom Dolberg også ind på en fornem liste. En liste over Ajax-spillere som har scoret i deres debutkamp. Listen tæller Johan Cruyff, Marco van Basten, Frank Rijkaard og nu også purunge Kasper Dolberg. Dolberg går helt sikkert en stor fremtid i møde.