I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Denne gang til hvert holds kåring af årets bedste spiller.
Se overblikket for U/17-ligaen her
1. plads – FC Midtjylland – Mads Olsen
De midtjyske ulve vandt ligaen, og en del af successen på banen skal tilskrives det gode sammenhold uden for banen, hvis man spørger holdets træner. Derfor blev den nykårede U/18-landsholdsspiller årets spiller:
– Det er en spiller, som har gjort en forskel på og uden for banen. Han er omsorgsfuld, betænksom og medvirker til, at der er et godt miljø på holdet. Han er intelligent og ved, hvad han vil, og hvordan han vil opnå det. Han er altid forberedt og stiller store krav til sig selv, sine holdkammerater og trænerne. Vi får en 110 procents indsats i kampe og til træning. Han har fokus på sin egen præstation men sætter holdet over sig selv. Han spiller til guld hver gang. Han har været involveret i mål og assists (6 mål og 3 assists), og i løbet af sæsonen har han spillet sig på landsholdet. Han er en god kulturbærer, og en spiller vi glæder os til at arbejde videre med i næste sæson, fortalte U19-træner Kenneth Andersen til klubbens hjemmeside
2. plads – FC Nordsjælland – Benjamin Lund
En vigtig dyd hos FC Nordsjællands U/19-hold har i denne sæson været det offensive spil. Det afspejles i kraft af, at de har det højeste målsnit i ligaen for antal mål pr. kamp. Det er da også de offensive kvaliteter som cheftræneren fremhæver ved årets spiller for ligaens andenplads:
– Benjamin er hårdt arbejdende på sin position som venstre back. Han har været god for kulturen i klubben, både som træningsspiller, men også som anfører. I den måde vi spiller på giver han noget naturlig offensiv forcer i kraft af, at han er gammel kantspiller. Det ses blandt andet, da han gerne vil fremad på banen og deltage i spillet. På den måde giver han os noget offensivt på venstre backen, blandt andet med et fint venstreben. Som anfører er han med til at præge den gode kultur – herunder træningskulturen. Han misser stort set aldrig en træning, så han præger også holdet til at knokle. Det hjælper til at skabe mange gode træninger. Alt i alt, gør han det ganske fint, fortæller U/19-cheftræner og tidligere Superliga-spiller Morten Karlsen til D’BOLD
3. plads – AaB – Morten Rokkedal
Efter den netop overståede sæson, har man i AaB rykket hele seks talenter op på klubbens førstehold i ALKA Superligaen. Det er ikke sket siden den famøse 1991-årgang med navne som Kasper Kusk og Nicklas Helenius, hvilket vidner om en meget talentfuld årgang. Derfor har konkurrencen om prisen været ekstra svær i år, men prisen gik til holdets anfører, der før disse ord med på vejen:
– Han arbejdede stille og roligt med sin fodboldmæssige udvikling gennem ungdomstiden på sin helt egen facon – netop hans stille og rolige facon er et typisk karaktertræk ved ham. Han behøver ikke at sige noget – han siger det gennem hans spil og den aura, der er omkring ham. Hans professionel og ydmyg indstilling til at spille og leve for fodbolden både på og udenfor banen er typisk for ham. Han er dygtig offensivt – med sine flade hårde præcise pasninger, der ofte har splittet modstanderen, men jeg vil også gerne give ham navnet: ”Mr. Chipbold”. Jeg kender ingen der som med kirurgisk præcision kan sparke dybt i en bold og ramme en mellemrumsspiler lige i fødderne. Defensivt er han god til at læse de farlige situationer, hvor han er sublim til at sætte tacklingen ind på det rigtige tidspunkt. Han har allerede fået debut på Superliga holdet, det skete i den sidste kampe i Odense. Så jeg er slet ikke i tvivl om, at der venter en stor fodboldkarriere til årets spiller. (www.facebook.com/aabu19liga)
4. plads – Esbjerg fB – ikke kåret
5. plads – FC København – ikke kåret
6. plads – Silkeborg IF – Sammy Skytte
Debut og tre gange fuld spilletid for klubbens førstehold i Bet25 Ligaen er det blevet til for Sammy Skytte, der kommer fra klubbens egen talentskole. Foruden prisen som årets spiller, betyder det også, at han fra den kommende sæson bliver en fast del af førsteholdstruppen, der skal spille med blandt de bedste i ALKA-Superligaen, fra den kommende sæson.
7. plads – Brøndby IF – Nicklas Halse
Han er egentlig færdig som spiller i Brøndby IF, men Nicklas Halse har efterladt et så godt aftryk i sin sidste sæson, at han er blevet kåret til årets spiller for U/19-ligaholdet, der til trods for interne uroligheder i klubben endte på en syvendeplads. Halse tog tjansen som anfører i den sidste sæson, deltog på U/19-landsholdet og debut i ALKA-Superligaen:
– Nicklas Halse har over hele sæsonen holdt det mest stabile niveau. Både på og uden for banen går han forrest som et godt eksempel, og det overskud, han viser hver eneste dag, smitter af på holdkammeraterne. I den indledende del af sæsonen oplevede han modgang, men han bearbejdede det professionelt og kom endnu stærkere ud på den anden side. Med andre ord har vi ikke kun med en ægte vinder at gøre, men også en overvinder, lyder det fra den midlertidige U/19-træner Frederik Birk til klubbens egen hjemmeside
8. plads – Vejle BK – Kristian Kirkegaard
Efter sin kun første sæson på Vejle Boldklubs U/19-ligahold blev Kristian Kirkegaard kåret til sæsonens spiller. Det er endnu ikke blevet til spilletid hos hverken U/19-landsholdet eller klubbens førstehold, men med en udvikling der er gået stærkt, virker det ikke som en fjern fremtid:
– Kristian Kirkegaard har udviklet sig til at være det første og sikreste valg i startopstillingen. Han kom op fra 2. holdet før sæsonen og stod hurtigt som en stamspiller. Da han begyndte at sparke mod mål kom scoringerne også og han har været igennem en flot udvikling i de seneste 12 måneder. Vi kan kun ærgre os over, at han kom så sent ind til VB, fortæller den afgående træner Kim Engstrøm til klubbens egen hjemmeside
9. OB – ikke kåret
10. plads – Lyngby BK – Simon Wæver
Sæsonen for U/19-ligaholdet blev langt fra så succesfuld som for klubbens førstehold, der sikrede sig oprykning til ALKA-Superligaen. Ikke desto mindre blev sæsonens spiller en defensiv grundpille, der fremadrettet skal prøve kræfter med det forjættede udland under amerikansk himmel:
– Simon har været i klubben i 10 år og er et af de største defensive talenter, jeg har arbejdet med, i den tid jeg har været i klubben. Han er stærk en mod en, lynhurtig, har et fantastisk drev med bolden og er enormt dedikeret, og det er også de evner, der har skaffet ham et scholarship i USA. Vi skal glæde os til at følge Simon fremover, og han får naturligvis et stort held og lykke med herfra, lyder det fra U/19-cheftræner Thomas Lollike til klubbens egen hjemmeside
11. plads – AGF – Magnus Brøgger
Hele 16 nederlag blev det til for De Hvi’ fra Århus i denne sæson. I de i alt 22 kampe blev der lukket 47 mål ind, som var det højeste antal indkasserede mål i hele ligaen. Derfor tør man slet ikke tænke på hvor galt det kunne være gået, hvis ikke Magnus Brøgger havde stået en flot sæson. Sammen med topscorer Michael Zacho, Martin ”Marvin” Laursen og flere var han en vigtig brik for århusianerne.