Esbjergs U/19-cheftræner stolt efter sæsonpremiere

Foto: EfB.dk

Rene Christiansen er en meget glad cheftræner, efter hans U/19-hold slog FCNs ditto i sæsonpremieren.

Esbjergs U/19-hold mødte FC Nordsjællands ditto i sæsonpremieren, der måtte udsættes med et kvarter, grundet trafikproblemer. Den tidsmæssigt mangelfulde opvarmning gav dog ikke den bedste optakt til kampen for de jyske gæsters side, men på trods af en svær kamp, formåede Esbjerg at trække det længste strå.

Esbjergs William Møller scorede kampens første mål, et par minutter inde, efter et par gode træk ind i feltet, og Esbjergs drømmestart på udebane var derved en realitet.

Den ville nordsjællænderne dog gøre alt for at annullere, og de udlignede derfor en halv time senere, efter en FCN-angriber stormende kom igennem både forsvar og målmand, og prikkede bolden i nettet til 1-1.

William Møller kom dog igen på måltavlen kort efter udligningen, og den blev derfor 1-2 til gæsternes favør. Kort tid inden halvlegsfløjtet formåede Martin Egelund at placere et langskud i mål til 1-3, og gæsterne gik derfor til halvleg med en føring, der kun blev reduceret i anden halvleg, idet et hovedstødsmål blev scoret af en FCN-spiller, der hoppede højest på et flot indlæg.

Sejren varede dog ved, og det glæder Esbjergs U/19-cheftræner, Rene Christiansen, sig over:

– Der var gode præstationer over hele linjen. William Møller skal nævnes, for han spiller en rigtig god kamp og scorer to mål. Simon Bækgård og Martin Egelund får også vist nogle gode ting. Mark Brink spillede også suverænt og det var tydeligt, hvorfor han også spiller med Superligaholdet, fortæller Christiansen til klubbens officielle hjemmeside, efb.dk, kort efter kampen.

Referatet af kampen kan læses her.

In this article