Mads Hermansen fik debut for Brøndbys U/17-hold i sæsonpremieren mod Silkeborg, og det var noget, som glædede den unge målmand, der holdt rent bur i sin første ligakamp for U/17-holdet.
Mads Hermansen fik, efter mange år i Brøndby, endelig sin debut på U/17-ligaholdet. Det var noget, der glædede spilleren, som formåede at holde rent bur i sæsonpremieren mod Silkeborg, der endte i en 2-0-sejr til Vestegnen.
– Det er selvfølgelig fantastisk endelig at få debut. Jeg har været inde omkring Brøndby i lang tid nu, og også spillet et par kampe for Brøndby, så det var ikke helt dem største omvæltning for mig, men det var stadig fedt endelig at få debut, forklarer Mads Hermansen til dbold.dk, og fortæller, at han er glad for sit første cleansheet i sin første ligakamp for U/17-årgangen:
– Det var ikke den kamp hvor jeg havde flest aktioner, men det er selvfølgelig stadig fedt at starte ud med et cleansheet, fortæller målmanden.
Men allerede efter første kamp, har spilleren gjort sig tanker omkring, hvad han vil tage med ind til næste kamp, hvor U/17-tropperne møder OB på udebane.
– Tempoet og det taktiske er noget, jeg vil tage med. Det går lidt stærkere her i ligaen set i forhold til U/17 Divisionen (hvor målmanden spillede i den foregående sæson, red.), så det en af de ting jeg lige skal vænne mig til, fortæller Hermansen, og tilføjer:
– Så er der selvfølgelig også det taktiske, et nyt hold, og så er der nogle ting, jeg lige skal have helt styr på, men det er jeg sikker på kommer med tiden, fortæller den optimistiske målmand.
Kampen var meget tæt, og involverede to Brøndby-scoringer. At det ikke blev til flere, kan skyldes mangel på mere kynisme, ifølge målmanden:
– Vi skal måske være lidt mere kyniske foran mål. Vi havde en del chancer i den første kamp mod Silkeborg, og når vi møder de stærkere hold, så får vi ikke lige så mange chancer. I sådanne kampe, er vi nødt til at sætte dem ind første gang, afslutter Hermansen.