Mikael Anderson i kontraktstrid med FCM: Det ser ikke ud til, vi bliver enige

18-årige Mikael Anderson har fået tilbudt en ny femårig-kontrakt af FC Midtjylland, men han vil ikke forlænge, da klubben ikke vil imødekomme hans krav, og derfor kan midtbanespilleren ifølge ham selv meget vel være at finde andetsteds, når transfervinduet lukker. 

FC Midtjyllands U/19-hold præsterede flot i den seneste sæson, og sikrede på fornem vis U/19 Liga-guld. Det gjorde de med deres gylde årgang 97, hvor otte af disse efterfølgende blev rykket op i Superliga-truppen. Sammen med disse, blev også 98’eren Mikael Anderson gjort til førsteholdsspiller.

Alle spillerne, heriblandt Anderson, blev samtidigt tilbudt fuldtidskontrakter af klubben. Dem har samtlige 97’ere underskrevet, men endnu er forhandlingerne med den unge Anderson i gang. Dette skyldes, at midtbanespilleren har bestemte krav til den kontrakt, som FC Midtjylland har tilbudt ham. Krav som Ulvene fra Heden ikke umiddelbart ønsker at imødekomme.

– Jeg kan desværre ikke fortælle hvilke krav, det er jeg har til min kontrakt, men det er ikke økonomien, og jeg har fået tilbudt fem år, så det er heller ikke længden. Vi har nu været i dialog i tre til fire måneder, og der ikke sket det store, og umiddelbart ser det ikke ud til, at vi blive enige, fortæller Anderson, der endnu har to år tilbage af sin nuværende kontrakt med midtjyderne.

U/19 Liga-profilen fra sidste sæson er dog ikke i tvivl om, hvad fremtiden byder på, hvis ikke FC Midtjylland går med på hans præmisser. Den vil nemlig byde på et klubskifte.

– Hvis ikke de går med til mine krav, så ser jeg min fremtid i en anden klub.

Vil du allerede videre denne sommer, hvis ikke i bliver enige inden transfervinduet lukker i slutningen af august? 

– Ja, det vil jeg gerne.

Vil spille på højere niveau

Udmeldingen kommer forud for en sæson, hvor han fortsat har alderen til at spille U/19 Liga, og hvor han er udset en nøglerolle på holdet, der skal forsøge at genvinde titlen, men det er altså ikke noget der prioriteres hos Anderson.

– Jeg har intet imod at spille U/19 Liga, men det er ikke min førsteprioritet. Jeg vil gerne spille på en højere hylde, forklarer talentet, hvis situation overværes af flere klubber:

– Der er interesse fra både ind- og udland. Fra hvem kan jeg desværre ikke fortælle, men der er i hvert fald interesse.

Den 18-årige midtjyde er også ganske afklaret om, hvad han gerne vil, såfremt turen går væk fra FC Midtjylland denne sommer.

– Jeg har altid haft en drøm om at komme til Premier League, og jeg foretrækker derfor England, men også Tyskland og Spanien vil friste mig, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at de (den potentielt kommende arbejdsgiver, red.) skal have en god plan for mig, der matcher mine ambitioner.

Fremtiden i FC Midtjyllands hænder

Det danske transfervindue lukker torsdag den 1. september, og derfor skal parterne nu snart til at komme ud af starthullet, såfremt de vil lukke en aftale inden da. Hovedpersonen selv håber blot på den bedste løsning.

– Om jeg vil forlænge? Jeg håber på den bedste løsning for mig. Så må vi se, hvad det er, siger han og lægger alle kortene over til moderklubben.

– Klubskifte eller forlængelse. Det er op til FC Midtjylland, så den er svær. Forhåbentligt kommer der en afklaring snart.

De midtjyske ulve er imidlertidigt overbevist om, at de nok skal få en aftale i hus med Anderson.

– Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at han bliver, men vi har tilbudt ham en ny kontrakt, så det er vores plan, at han skal blive her. Vi er overbeviste om, at vi nok skal komme i hus med forhandlingerne, for han er et af de talenter, vi tror rigtig meget på, siger akademichef Flemming Broe.

FC Midtjylland indleder i den kommende weekend deres U/19 Liga-sæson mod Esbjerg, der spillede deres første kamp i weekenden. Her slog de sølvmedaljevinderne fra sidste sæson, FC Nordsjælland med 3-2.

 

 

In this article