18-årige Agon Mucolli fra Vejle Boldklub scorede torsdag sit første mål i 1. Division, samtidig med at han for første gang startede inde. D’BOLD har taget en snak med ham.
Torsdag skulle Vejle Boldklub op imod Roskilde i 1. Division. Selvom Vejle tabte opgøret med 2-1, fik én af klubbens allerstørste talenter debut i startopstillingen, og han kvitterede endda med én scoring. Det var selvfølgelig 18-årige Agon Mucolli. Agon Mucolli forholder sig ydmygt til scoringen:
– Det var fint at få chancen fra start, men målet kan jeg ikke bruge til det store nu, hvor vi tabte kampen.
Den lille midtbanespiller med den dygtige teknik fik debut i 1. Division som 17-årig tilbage i maj i en kamp mod AC Horsens. Indtil videre har Mucolli spillet 117 minutter i denne sæsons 1. Division samt en halv time i DBU Pokalen.
Agon Mucolli kom til Vejle som U/14-spiller fra Fredericia fF. Siden da har Agon Mucolli haft masser af succes på både VBs U/17- og U/19-hold. I dag er han altså at finde i førsteholdstruppen. På trods af Agon Mucollis store succes, har hans klub, Vejle Boldklub, dog ikke meget succes i øjeblikket. Vejle Boldklub ligger tredjesidst med 13 point i 12 kampe.
– Vi er inde i en dårlig stime med tre nederlag, hvor vi ikke har haft marginalerne på vores side, men spillet har heller ikke været godt nok. Men vores seneste hjemmekamp vandt vi, så hvis vi kan tage en sejr hjemme mod Vendsyssel, ser det bedre ud, udtaler Agon Mucolli til D´BOLD.
Agon Mucollis kontrakt med Vejle udløber til sommer. Det vil sige, at det 18-årige kæmpetalent allerede kan snakke kontrakt med andre klubber fra vinter af. Det er dog ikke noget, han ønsker at kommentere på.
Det bliver spændende at følge unge Agon Mucollis fremtid. Hvis du vil læse mere om supertalentet fra Vejle, kan du læse om ham her i hans Fokus På.