Lørdag deltog Jacob Bruun Larsen i Borussia Dortmunds 7-0-sejr, hvor han selv scorede fem af målene
For snart to år siden hentede Borussia Dortmund den blot 16-årige Jacob Bruun Larsen fra Lyngby. Skiftet kom efter to prøvetræninger i den tyske storklub, og var derfor ikke overraskende. Angiveligt viste også Liverpool FC og PSV Eindhoven interesse for den danske teenager dengang i 2015.
Siden da er der løbet meget vand under broen og skulle der være nogen i Ruhr-distriktet, som stadigvæk tvivler på det danske talent, så har de ikke set ret meget fodbold i denne sæson.
For den unge dansker har nemlig vist mere end rigeligt af sit talent frem. Det er blevet til debut for klubbens førstehold med scoring til følge og en tur til Rio, for at deltage ved OL i fodbold for det danske landshold.
Lørdag formiddag var han for ottende gang i denne sæson med i træner Benjamin Hoffmanns startopstilling, da Borussia Dortmund U/19 hjemme tog i mod Wuppertaler SV U/19 i den tyske U/19 Bundesliga West. Hjemmeholdet var klart favoritter, men det var alligevel nok de færreste, som havde forventet en så voldsom magtdemonstration.
Efter 26 minutters spil kom hjemmeholdet på 1-0, og ti minutter før pausen scorede Jacob Bruun Larsen sit syvende sæsonmål, da han køligt udplacerede Leon Broda i gæsternes mål.
Men det var særligt efter pausen, at kampen og den tidligere Lyngby-spiller gik amok. Efter 59 minutter scorede Bruun Larsen igen, denne gang med sit højre ben. Tre minutter senere satte han endnu en gang bolden i kassen og yderligere fire minutter senere fuldendte han et hattrick på kun ti minutter. Efter 72 minutter fandt han igen vejen til netmaskerne og formåede således at score fem mål på kun 40 minutters spilletid.
En fantastisk præstation af den unge dansker, der nu står noteret for elleve mål og otte assists i den bedste tyske ungdomsrække. Det svarer til, at han hvert 35. minut er direkte involveret i en scoring.
Til sammenligning biddrog U/21-landsholdsspilleren sidste sæson ”kun” med tyve mål i 25 kampe fordelt på ni scoringer og elleve assists.
Som landet ligger har stortalentet kontrakt med Borussia Dortmund indtil juli 2018. Men mon ikke, det snart bliver ændret?
Husk, at du hver uge kan følge Jacob Bruun Larsen og de andre danske talenter i udlandet i vores ugentlige magasin Talenttid Udland. Læs her sidste uges udgave: Udland R10, Youth League og landsholdsudtagelse