OVERSIGT: Superligaens kommende stjerner, 4.-1.

D’BOLD har lavet en oversigt over Superligaens uopdagede talenter af dansk afstamning. Herunder kan du læse lidt om vores udvalgte, samt se en bedømmelse af deres potentiale. Her er første del med klubberne fra 8.-5. pladsen i Superligaen.

Der løber masser af stjernefrø rundt i Superligaen, og mange af deres navne giver endnu ikke genlyd i den gennemsnitlige fodboldfans øre. For at skabe et bedre overblik, har D’BOLD samlet nogle af de mest oversete talenter, der løber rundt på de danske stadions uge efter uge.

 

 

4. Randers FC

Jeppe Tverskov (22) sluttede sig til hos kronjyderne i 2014 efter at have spillet i Lyngby BK i hele sin dengang toårige professionelle karriere. I Randers blev der taget godt imod den defensive midtbanespiller, som allerede nu efter et år har rundet 20 kampe for klubben. I disse er det også blevet til tre mål, så Tverskov er en tilbagetrukket spiller med stærk drift fremad banen. Hans største kvaliteter kan man dog finde i det defensive spil, hvor man ved nærmere observation af københavneren kan iagttage godt overblik og en stor styrke i duellerne langs jorden.
Potentiale: 2 stjerner

Nicolai Poulsen (21) var milimeter fra at blive udtaget til juni måneds U21-slutrunde, men var uheldig og blev vraget. I stedet kan midtbanespilleren glæde sig over al den tillid, han bliver overhældt med i Randers. I sidste sæson spillede han ikke mindre end 33 kampe i den blå trøje, og alt tyder på, at Poulsen om få år vil være fortid i Superligaen. Potentialet kalder på større udfordringer, og udlandet kalder på ham.
Potentiale: 5 stjerner

Mikkel Kallesøe (18) var tæt på at fortryde sin professionelle kontrakt med Randers blot få uger efter underskrivelsen. Men man har et standpunkt, til man tager et nyt, og den dag i dag er højrekanten glad for at spille i en klub, som tror på ham og som hidtil har givet ham spilletid i otte kampe. Kallesøe er dog stadig meget ung og langt fra færdigudviklet, så om nogle år må han mere end blot kandidere til en startplads i Randers FC.
Potentiale: 3 stjerner

Vi kunne også have valgt: Kasper Junker (21)

3. Brøndby IF

Patrick Da Silva (20) har været på førsteholdet i Brøndby i et par år, og det har været med skiftende mængder spilletid til følge. Han har stærk konkurrence på sin venstre back-position, men har siden debut’en alligevel spillet 45 kampe, mens det også er blevet til et par U21-landskampe. Den dansk-brasilianske forsvarsspiller er duelstærk, men også god i offensiven, hvor han byder ind med masser af energi og eksplosivitet.
Potentiale: 4 stjerner

Rezan Corlu (17) er lillebror til Hvidovre-spilleren Azad Corlu. Angriberen Rezan fik debut i Europa League-kampen mod Juvenes Dogana, hvor han takkede for tilliden ved at score. U19-landsholdsspilleren er den typiske målscorertype, som via sin fantastiske sparketeknik kan passere selv de mest rutinerede målmænd. Fremtiden ser lys ud, hvis bare Rezan beholder målscorerinstinktet.
Potentiale: 4 stjerner

Daniel Stückler (18) kommer oprindeligt fra Lyngby, men skiftede til Brøndby i en alder af 16 år. Angriberen er god til at stå det rigtige sted, og så banker han ellers bare mål ind på stribe. Det kan blandt andet aflæses i hans U-landsholdsstatistik, hvor han står noteret for 14 mål i 35 kampe.
Potentiale: 5 stjerner

Vi kunne også have valgt: Kristian Larsen (19), Svenn Crone (20)

 

2. FC København

Forsvarsklippen Marcus Mathisen (19) er et af de nyeste navne i FC Københavns førsteholdstrup. FCK var i den forhenværende sæson hårdt ramt af skader, og Mathisen blev i samme forbindelse indlemmet i de voksnes rækker. Mathisen fik sin superligadebut, da han blev ind skiftet i guldkampen mod FC Midtjylland i maj måned, og selvom det endnu ikke er blevet til mange minutter for førsteholdet, har U19-landsholdsspileren store drømme for fremtiden: – Jeg håber, at jeg kan få en del spilletid inden for de næste par år. Der er selvfølgelig rigtig mange gode spillere og det er et godt hold, så det er altid svært og der er stor konkurrence, men jeg håber, at jeg vil få en del spilletid i den næste tid og være en fast del af truppen, siger stopperen til D’BOLD. Mathisen har tidligere optrådt som fast mand for FCK’s U/19-hold, hvor han blandt andet scorede det afgørende mål i løvernes 3-2 sejr over Real Madrid i UEFA Youth League.                                                                                                                                                Potentiale: 4/6 stjerner

 

Angrebstalentet Yones Felfel (19) var en af de mest iøjefaldende spillere på FC Københavns U19-hold i efteråret 2014, hvor han især gjorde sig bemærket i UEFA Youth League. Denne indsats blev kvitteret med en permanent plads i Ståle Solbakkens’ førsteholdstrup. Den 19-årige angriber, som har sin fodboldopvækst i HIK, fik sin superligadebut, da han blev indskiftet i en kamp mod SønderjyskE i Haderslev i marts 2014. Siden er det blevet til otte ligakampe og en Europa League kamp for Felfel, og i FCK’s trænerstab har man store forventninger til den unge angriber: ” Planen er langsigtet, men vi håber og tror på, at han i de næste sæsoner kan udvikle sig til en spiller, der gør en forskel i FCK. Det er svært at vide med unge spillere, men vi kan se, at han har evnerne til det”, siger Brian Riemer til Tipsbladet. 19-årige Younes Felfel kan spille flere offensive pladser, og har tidligere været en del af den danske U19-landsholdstrup. Det er imidlertid ikke lykkedes den unge FCK’er at score, og udsigterne til spilletid ser vanskelige ud. Ikke mindst med købet af den paraguayanske angriber Fredrico Santander er konkurrencen om frontpladserne blevet skærpet forud for den kommende sæson, og det skal blive interessant at se, om Felfel kan tilkæmpe sig en mere permanent position i Ståle Solbakkens start 11’er.                                 Potentiale: 3/6 stjerner

 

Midtbanespilleren Mikkel Wohlgemuth (20) blev allerede som 19-årig fast bestanddel af FC Københavns førsteholdstrup. Wohlgemuth har tidligere optrådt som anfører for FCK’s U19-hold, hvor han unægteligt har spillet en afgørende rolle i de unge løvers succes på den internationale scene. Wohlgemuth og co. spillede sig frem til 1/8 finalen i UEFA Youth League, og i gruppespillet blev Wohlgemuth noteret for to mål mod henholdsvis Juventus og Real Madrid. I 2013 vandt Wolgemuth KB’s talentpris, som tidligere er blevet tildelt navne som Andreas Cornelius, Danny Amankwaa og Thomas Delaney. Ind til fornylig har Wohlgemuth døjet med en kompliceret knæskade, og står måske derfor, kun noteret for én kamp i landspokalturneringen og to superligakampe for FCK’s førstehold. Hvis Wohlgemuth kan få mere spilletid i den kommende sæson, kan det med stor sandsynlighed blive et afgørende skridt mod hans definitive gennembrud.                                                                                                                Potentiale: 5/6 stjerner
Vi kunne også have valgt:
Christoffer Remmer (22), Frederik Bay (17), Jonatan Frimann (18)
1. FC Midtjylland

André Rømer (21) er fabrikeret i FCM og har i alt spillet 60 kampe for klubbens førstehold. Hans største spidskompetencer ligger i hovedspillet og generelt den fysiske del, mens den unge ulv også har et godt øje til spillet.
Potentiale: 3 stjerner

Jonas Gemmer (19) kom til FCMs akademi fra Køge for tre år siden Han besidder et vinderinstinkt, som han er blevet rost for. Gemmer bliver regnet som et af de største talenter i FCM-truppen. Alligevel har den netop overståede sæson slet ikke budt på noget spilletid for midtbanespilleren. I 13/14-sæsonen fik han til gengæld chancen et par gange, og det bliver spændende at se, om FCMs nye træner Jess Thorup vil se U19-landsholdsspillerens vej lidt oftere end det var tilfældet med forgængeren på posten.
Potentiale: 4 stjerner

Mikkel Duelund (18) regnes som et af verdens største talenter i sin aldersgruppe. Han har tidligere figureret på The Guardians liste over mest åbenlyse talenter årgang 1997. I en alder af blot 18 år har den offensive midtbanespiller allerede spillet ni kampe for Danmarks nykårede mesterhold. Den lille charmetrold har scoret fire mål i 12 ungdomslandskampe, og det er ikke en bestemt fod, der udløser alle målene. Tværtimod har Duelund et fremragende skud, uanset hvilket ben kuglen bliver affyret af. Heller ikke hvad angår andre tekniske færdigheder er han typen, der hænger bagefter. Der må ligge en guldrandet kontrakt og vente på Duelund et sted ude i fremtiden.
Potentiale: 6 stjerner

Vi kunne også have valgt: Marco Larsen (22)

 

Læs her del ét af “Superligaens kommende stjerner, 12-9”

Læs her del to af “Superligaens kommende stjerner, 8-5”

In this article