Hver mandag sætter D’ BOLD fokus på et talent i dansk ungdomsfodbold. Denne gang kigger vi ud mod Vestegnsklubben Brøndby IF, hvor vi har taget en snak med U/19-målmand, Jacob Pryts Larsen.
Springet fra målfarlig angriber til farlig målmand
Som toårig begyndte Jacob Pryts Larsen til fodbold i Strandens Boldklub 1950, SB50, i Ishøj. Det kom helt naturligt, da fodbold altid har været en stor del af hans familie. Fodbolden er derimod aldrig blevet udkonkurreret af en anden sport. Hvorfor han også den dag i dag elsker spillet.
Pryts startede sin fodboldkarriere ud som angriber. I SB50 scorede han masser af mål. Senere hen skiftede han til Brøndby IF, sammen med en del holdkammerater fra SB50. Han endte dog med at være den sidste tilbage af de nytilkomne spillere, hvor han spillede på førsteholdet. Men så kom der en dag, hvor holdets målmand havde meldt afbud. Den post blev Pryts hurtigt enig med sig selv om, at han skulle tage. Og siden den dag, hvor han tog målmandshandskerne på, har han ikke taget dem af.
Nu har han længe været i Brøndby, hvor han senest har spillet U/17-fodbold, og vandt guld i U/17-ligaen. For nyligt kom han på kontrakt, med en varighed på to år, med klubben, hvor han er begyndt på U/19-holdet. Klubben har formet ham som spiller, hvilket gør, at klubben betyder rigtig meget for den unge målmand.
– Jeg er ekstremt glad for at være her. Og personerne omkring klubben, gør bare stedet bedre. Hvis jeg må fremhæve Ole bager, U/17 holdleder, den mand besidder så meget glæde, at det er guld værd for os spillere, fortæller Pryts til D’ BOLD.
Læs også: KD&C viser danske keepere frem til ’GoalieWar’ i England
Kontrakt og hård konkurrence foran målet
Kontrakten kom i hus allerede for ni måneder siden, hvor han havde haft et godt efterår med U/17-holdet, og hvor han havde fået sin debut på U/17-landsholdet. Og han er utrolig glad for, at klubben har valgt at vise ham deres tillid.
– Det gør bare du sætter dit fokus 100% på banen, så det er klart, det er jeg rigtig glad for, forklarer Pryts.
Pryts er dog ikke alene om målmandsposten på U/19-holdet. Talentfulde Viktor Emil Anker, som også før har været inde omkring DBU, kæmper med om pladsen som førstevalg. Konkurrencen er hård, og det er begge målmænd indforstået med.
– Den er tough, det ved vi begge godt, men vi har det godt med hinanden, så det er jo kun positivt, siger Larsen, der har været udtaget til Brøndbys førsteholdstrup, til en Europa League-kvalifikationskamp.
Nu gælder målmandens fokus dog den danske U/19-liga, hvor Brøndby startede ud med et nederlag på hele 4-1 til Silkeborg IF. Brøndby er dog ellers vurderet af D’ BOLD, til at kæmpe med i toppen af ligaen.
– 4-1 lyder måske lidt voldsomt. Da stillingen var 2-1 ramte vi overliggeren to gange, og der kunne vi lige så godt have vendt det hele, fortæller målmanden til dbold.dk.
Nu har spillerne på vestegnklubbens U/19-hold haft en pause på 3-4 uger, hvor de ikke har været i kamp i ligaen. Uger de har brugt på træningskampe, og på at få rettet op på de mangler holdet har haft. Hvorfor Pryts også synes holdet er godt rustet, til når de igen skal spille kamp.
Læs også: Fokus på: Matt O’Riley – Englænderen på det danske landshold
Fremtiden er sikret, udlandet er målet
I starten af 2014 var Jacob Pryts blevet udtaget til U/17-landsholdets trup, som skulle med til Open Nordic Turnament. En turnering, hvor danskerne endte med bronzemedaljer. Normalt ser Pryts det som et kæmpe skulderklap, at blive udtaget til de sædvanlige DBU-samlinger. Men at komme i kamp og repræsentere sit land i den røde og hvide trøje, er noget han sætter meget pris på.
– Det var første gang jeg var med, efter alle samlingerne de har holdt, så det var ekstremt lærerigt. Jeg kom hurtigt ind på holdet, og det gjorde jeg også kunne præstere, siger Pryts.
I fremtiden kan vi fortsat forvente at se Jacob Pryts Larsen i Brøndby, da udlandet ikke er oppe at vende i tankerne hos den unge målmand. Første engang i fremtiden.
– Lige nu holder jeg mig bare til Danmark og Brøndby. Jeg går egentlig ikke og tænker så meget på udlandet lige nu, da det ikke er en del af planen pt. Men klart det er målet på et tidspunkt, fortæller Pryts og fastslår, at vi kommer til at se en masse til ham fremover:
– Det ikke svært at holde motivationen kørende, jeg elsker hvad jeg laver, og jeg er så glad for at have fået det talent, som jeg har.