Italien blev trods alt for stærke til det danske U/16-landshold, som tabte den sidste kamp ved firenationersturneringen i Holland med 2-0.
Efter at have imponeret med 3-2 over Frankrig og 2-1 over Holland, havde det danske U/16-landshold muligheden for at snuppe en samlet sejr med hjem fra den stærkt besatte firenationersturnering i Noordwijk, Holland.
Opgaven var klart defineret inden kampstart: Et uafgjort resultat eller en sejr ville betyde en samlet dansk triumf i turneringen. Opgaven mod italienerne, som også havde mulighed for at snuppe den samlede sejr med en sejr over Danmark, blev dog rigtig svær for de danske U/16-talenter.
Fra start kom italienerne blæsende ud og pressede danskerne hårdt i bund. Flere chancer opstod til Italien, der kom foran 1-0 ved Davide Merola efter 13 minutter. Det fik de azurblå italienere til at trække sig en anelse tilbage og i stedet overlade initiativet til Danmark.
Med en stram organisation var det svært for Danmark at bryde igennem det italienske hold, som ved pausetid stod fast ved deres 1-0-føring.
U/16-landstræner, Per Holm, satte nye kræfter på banen fra anden halvlegs start i form af offensivspilleren Christian Tue (FCM) og Sebastian Hausner (AGF). Men lige lidt hjalp det, for efter 58 minutter kom Italien på 2-0. Det var Davide Merola, der kom på måltavlen for anden gang i kampen og gjorde det onde ved danskerne.
Trods et desperat forsøg på at vende kampen lykkedes det aldrig for danskerne at få Italien til at ryste i bukserne. 2-0 blev kørt hjem, og Danmark afsluttede træningsturneringen i Holland med et nederlag.
Dog har det danske U/16-landshold ikke megen grund til at skamme sig. Det blev til en samlet andenplads efter to flotte sejre tidligere på ugen. Næste gang U/16-landsholdet samles, er til en træningssamling i Tilst d. 12.-13. april.