D’BOLD giver dig et overblik over trænerne i U/17-ligaen i den kommende sæson 16/17 her:
Læs også: Overblik: Disse trænere står i spidsen for U/19-klubberne i 16/17
FC København:
I FCK er der ingen ændring på trænerposten, hvor Jacob Neestrup har siddet siden 2014. Jacob Neestrup førte FCK U/17 til mesterskabet sidste sæson, så der er pres på til den kommende sæson, hvor målsætningen helt klart vil være at vinde ligaen igen.
FC Nordsjælland:
I FC Nordsjælland er der heller ingen ændringer på cheftrænerposten. Kasper Kurland har været træner for Nordsjællands talentfulde U/17-mandskab siden juni 2013. Kurland har tidligere været cheftræner for AB, og han besidder Danmarks højeste trænerlicens – nemlig P-licens.
FC Midtjylland:
I Herning/Ikast-området er der heller ingen ændringer på trænerposten. Svend Graversen har siddet på den post lige siden akademiets start nærmest. Han har derfor en kæmpemæssig erfaring indenfor U/17-elitefodbold. FCM U/17 sluttede nr. 3 sidste sæson, og mon ikke Svend Graversen gerne vil forbedre det.
AaB:
AaB ansatte d. 1. januar 2016 Adam Harell som U/17-cheftræner. Han fortsætter i kommende sæson. Adam Harell afløste Lars Knudsen som U/17-cheftræner. AaB U/17 har spillet en rigtig god sæson. De endte nr. 4 – kun ét point bag FCM og to point bag FCN. Der var samtidig et hul på otte point ned til 5. pladsen. Det bliver spændende at se mere til Adam Harell i hans forholdsvis nye post som U/17-træner.
Lyngby:
I Lyngby Boldklub fastholder de deres U/17-træner, Christian Sørensen. Christian Sørensen har været U/17-træner i Lyngby i næsten to sæsoner. Han overtog fra Søren Hermansen, som blev A+træner. Christian Sørensen kom fra Lyngbys U/14-hold, hvor han var cheftræner, og han betegnes som en rigtig “Lyngby-dreng”.
HB Køge:
I HB Køge har Steen Knudsen siden 2014 været cheftræner. Det bliver han så også i kommende sæson. Steen Knudsen var før U-Sportschef i Herfølge Boldklub, det er han stadigvæk sideløbende med sit job som U/17-cheftræner. Steen Knudsen gjorde det godt i forrige sæson med en flot 6. plads, så han skal bare blive ved.
AGF:
I AGF har de fået ny træner til 16/17-sæsonen. Allan Kierstein Jepsen, som før var cheftræner for U/17, bliver nemlig rykket op som assistent på AGFs Superligahold. Den nye cheftræner er Morten Mølkjær, som kommer fra AGF U/15. Morten Mølkjær fortæller til D’BOLD, at forventningen for sæsonen er top 6. I sidste sæson blev det en 7. plads.
Brøndby:
I Brøndby har der været gang i trænerudskiftningerne på klubbens U/17-mandskab. Før jul var det Søren Weber Juul, som sad på posten. Han tog så et job som talentchef i Roskilde. Så fik Albert Capellas tjansen som U/17-cheftræner. Han stopper dog også nu og rejser hjem til Barcelona. Til den nye sæson er det Frank Hjortebjerg, som skal stå i spidsen for det talentfulde U/17-hold. Frank Hjortebjerg er blevet hentet ind fra U/15.
Esbjerg:
Esbjerg holder på deres U/17-cheftræner, Lars Vind. Lars Vind har været U/17-træner i Esbjerg i ca. 4 år, så det er en erfaren herre. EfB U/17 havde en skuffende sæson sidst med en 8. plads. Sæsonen før blev det til en flot 3. plads, så Lars Vind skal arbejde hårdt for at komme op på medaljeplaceringerne igen.
Vejle:
I Vejle fortsætter Søren Lykke som U/17-cheftræner. Det har han været i to sæsoner. I de to sæsoner er det blevet til to 10. pladser. Vejle er ellers kendetegnet ved at have en god ungdomsorganisation, så to 10. pladser er selvfølgelig skuffende, men Vejle Boldklub er selvfølgelig også inde i en dårlig tid med en rigtig skidt økonomi.
Silkeborg:
Jesper Mikkelsen tager hul på sit andet år som cheftræner for Silkeborg U/17. Han stoppede sin professionelle fodboldkarriere for et par år siden, da kroppen sagde stop. Han fortsatte dog sin karriere i Silkeborg – denne gang som U/17-træner. Jesper Mikkelsen nåede 112 kampe for Silkeborg.
OB:
Anders Skjoldemose skal stå i spidsen for OB U/17 i næste sæson – ligesom han har gjort de sidste 5 sæsoner. I 2012 blev han fuldtidsansat i forbindelse med OBs større satsning på talentafdelingen. Det er dog ikke til at se på tabellerne, at OB satser på ungdomsfodbold. Anders Skjoldemose har opnået en 4. plads, ellers har det udelukkende været bundplaceringer.
Randers:
Randers Freja U/17 har fået ny træner til den kommende sæson. Thomas Loft tager over efter Mads Sigvardsen Lyng. Thomas Loft var tidligere U/17-cheftræner i Hvidovre, som spiller i U/17-Divisionen. Thomas Loft er 32 år og har A-licens. Han har selv spillet på eliteniveau i Silkeborg, FC Midtjylland og Brabrand.
Viborg:
FK Viborg U/17 er et helt nyt hold i U/17-Ligaen, da de har fået tildelt wildcard af DBU. Sønderjyske må derfor ud af ligaen. Læs mere om det her. Viborg har også skiftet træner til den kommende sæson. Tidligere U/17-cheftræner, Steffen Højer, skal være assistent i Superligaklubben Viborg FF. Den nye træner er Viborg-legenden, Ralf Pedersen. Ralf Pedersen fungerede som U/19-træner i foråret, og nu skal han altså tage sig af U/17-holdet.