FCM U/19-træner: Vi har været presset til at vinde, og vi stod distancen

Lørdag sikrede FC Midtjyllands U/19-hold sig det danske mesterskab for anden sæson i træk, og det til trods for deltagelse i to internationale turneringer foruden den hjemlige liga

Efter en 3-0-sejr onsdag over AGF var guldmedaljerne så godt som sikret til de unge midtjyder. Med seks point ned til FC Nordsjælland på anden pladsen og en målscorer på +17 med to kampe tilbage, skulle nordsjællænderne levere et noget vildt slutspil, hvilket de desværre ikke formåede.

Mesterskabet kommer efter en travl sæson, hvor de unge ulve har deltaget i Copa Chivas og UEFA Youth League foruden den hjemlige liga. Det blev til guldmedaljer i den sydamerikansk baserede turnering, Copa Chivas, da argentinske Boca Juniors blev slået med 2-1 i finalen, hvorimod midtjyderne ”kun” nåede til ottendedelsfinalen i ungdommens svar på Champions League, UEFA Youth League, hvor de tidligere mestrer fra Barcelona blev endestationen.
Derudover var FC Midtjylland også forsvarende mestrer i den hjemlige U/19-liga, og har derfor været ekstra attraktive at spille i mod:

– Vi genvinder mesterskabet, og det er en bedrift i sig selv, for som forsvarende mestre, er man det hold, alle de andre gerne vil slå. Vi har haft et langstrakt forår, hvor vi først spillede Copa Chivas, dernæst UEFA Youth League, og til sidst U19 Liga, fortæller klubbens U/19-træner, Kenneth Andersen til fcm.dk

– Så balancegangen for os har været, at vi skulle toppe tidligt, men samtidig holde kadencen i lang tid. Der er blevet stillet ekstraordinært store krav til spillerne i foråret – dem har de indfriet, og det er også derfor, så mange af dem nu får chancen på førsteholdet.

Kenneth Andersen er dog ikke i tvivl om, at en af de ting, der har været med til at holde kadencen i gang, har været at spille med på den helt store europæiske scene, særligt da det så svært ud:

– FC Nordsjælland havde på et tidspunkt et forspring på ti point ned til os. De havde så også spillet flere kampe end os, men en kamp i hånden er ikke det samme som tre point. Vi har været presset til at vinde, og vi stod distancen. Det er min klare fornemmelse, at Youth League-kampene gav os et løft til mesterskabskampen i U19 Ligaen, og derfor er vi utroligt glade for, at vi også næste år skal spille de kampe

FCM slutter sæsonen af på lørdag, hvor turen går til Søholt Idrætsanlæg, hvor ligaens ottende plads, Silkeborg er værter.

In this article