U/19 Ligaen – 5. runde: Dobbelte målscorere på spil

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her for at høre om denne uges resultater og højdepunkter fra den danske U/19 Liga.

U/19 Ligaen

Martin Frese (FCN), Simon Bækgaard (EfB) og Zackarias Faour (FCM) scorede alle to gange i femte runde af U/19 Ligaen. Randers Freja skød sig for en kort stund til tops i rækken, og derudover bød runden på sejre til Brøndby, FC Nordsjælland og FC Midtjylland.

Stilling hentet fra dbu.dk d. 21.09.2016 kl. 20.30
Stilling hentet fra dbu.dk d. 21.09.2016 kl. 20.30

Randers Freja til tops i U/19 Ligaen

Sidste sæsons jumbo i U/19 Ligaen topper nu rækken efter sejr over Vejle.

U/19: Randers Freja 2-1 Vejle BK
0-1 Lucas From (27)
1-1 Marius Jacobsen (45)
2-1 Tobias Damsgaard (76)

Uge 37 var en særdeles god uge for Randers Frejas U/19-hold. Onsdag aften kom sæsonens første sejr til kronjyderne, der slog Esbjerg med de overbevisende cifre 3-0. Lørdag var det så opgaven at følge op på midtugens flotte præstation, da Vejle kom på besøg.

Det skulle ikke vise sig at blive en let opgave for Rasmus Bertelsens Randers-mandskab. Vejlenserne havde nemlig allerede voldt store problemer for Lyngby, AaB og FC Nordsjælland tidligere i sæsonen. Dog var Vejle-holdet alvorligt svækket jf. manglen på både topscorer Agon Mucolli og angriberen Sheka Fofana fra Sierra Leone.

Trods de bemærkelsesværdige offensive tab lykkedes det alligevel Vejle at score kampens første mål. Et velspillet angreb efter 27 minutter afsluttede Lucas From ved at sende bolden op i nettaget. 1-0 til gæsterne.

Randers Freja bød sig også til. De største muligheder til kronjyderne blev skabt på dødbolde… Læs resten af referatet her

 

Svensk dobbeltmålscorer gjorde ondt på OB U/19

Den debuterende svenske angriber Zackarias Faour scorede to, da FC Midtjylland sejrede hos OB i U/19 Ligaen.

U/19: OB 1-3 FC Midtjylland
0 – 1 Zackarias Faour (straffe) (10′)
1 – 1 Mads Jørgensen (21′)
1 – 2 Zackarias Faour (30′)
1 – 3 Kaan Kairinen (straffe) (89′)

I tredje runde tog hjemmeholdet fra OB mod gæsterne fra FC Midtjylland, og begge mandskaber kom til opgøret i Ådalen som ubesejrede.

Det var gæsterne fra Heden der kom bedst fra start, da den 18-årige svenske angriber Zackarias Faour efter ti minutter blev nedlagt i feltet og selv eksekverede det efterfølgende straffespark til mål, da han sikkert sendte kuglen ind bag en chanceløs Oliver Christensen i OB-målet.

Kort efter var det så værternes tur til at svare igen. Anfører Mads Jørgensen sparkede et frispark direkte på overliggeren, og så kunne fynboerne først lugte blod… Læs resten af referatet her

 

Brøndby U/19 rejste sig med format i Aalborg

Efter 2-4-nederlaget mod Lyngby senest, hentede Auri Skarbalius’ Brøndby-tropper en flot oprejsning i Aalborg med en 3-0-sejr.

U/19: AaB 0-3 Brøndby IF
0-1 Rezan Corlu (3)
0-2 Karl Appelt (17)
0-3 Oliver Carrara (63)

Ubesejrede AaB mod svingende Brøndby. Hvis man skulle give en kort præsentation af match-uppet lørdag eftermiddag på Hornevej i det østlige Aalborg, var det nok ikke helt skævt sat.

Derfor var der også lagt op til en tæt og jævnbyrdig forestilling, men sådan ville de blågule fra den københavnske vestegn det ikke. Brøndby satte sig tungt på opgøret, og gav AaB en tidlig scoring at gruble over. Rezan Corlu nettede allerede i kampens tredje minut til 1-0 for gæsterne.

Bedre blev det ikke for de bolsjestribede nordjyder godt ti minutter senere. Denne gang var det midtbanemanden Karl Appelt, der skrev sin signatur på en Brøndby-scoring ved at heade bolden ind bag Markus Iversen i AaB-målet… Læs resten af referatet her

 

FC Nordsjælland U/19 overvandt AGF-føring

FC Nordsjælland blev belønnet for vedholdenheden i angrebsspillet, og overvandt AGF’s tidlige føringsmål.

U/19: FC Nordsjælland 3-1 AGF
0-1 Kasper Lunding (24)
1-1 Martin Frese (43)
2-1 Martin Frese 58)
3-1 Viktor Lorentzen (82)

I kampen mellem FC Nordsjælland og AGF var det tigrene fra Farum, der sad på stort set alt spillet på Right To Dream Park. Alligevel var det GF’erne, som kom foran midtvejs i første halvleg.

AGF var sejrsløse inden de tog turen til Farum lørdag eftermiddag. Da de sad i bussen retur mod Aarhus, var der ikke lavet om på den statistik. Det til trods for, at Kasper Lunding efter 24 minutter kom alene igennem med FCN-målmand Peter Vindahl Jensen. AGF’eren noterede sig for sit andet sæsonmål ved at tage et træk uden om FCN-keeperen, og efterfølgende sparke bolden i kassen.

Det ændrede dog ikke på FC Nordsjællands tilgang til spillet. Stadig var det de tålmodige angrebsløsninger, der blev forsøgt. Det slog Farum-drengene forløsende kapital af kort før pausen. Martin Frese bankede et direkte frispark op i krogen af målet fra en position fra feltets halvbue… Læs resten af referatet her

 

FCK og EfB delte i chancerig U/19-kamp

Der var masser af chancer til begge hold, da FCK U/19 og EfB U/19 delte i porten.

U/19: FC København 2-2 Esbjerg fB
1-0 Mani Hilmarsson (40)
2-0 Jonas Wind (48)
2-1 Simon Bækgaard (50)
2-2 Simon Bækgaard (60)

At ingen af holdene havde scoret i deres seneste ligakamp var svært at forstå, da startfløjtet havde lydt på Frederiksberg, og bolden rullede i pendulfart fra den ene til den anden ende af banen i U/19-kampen mellem FCK og Esbjerg fB.

Alligevel skulle der gå 40 minutter, før en bolderobring på midten af banen resulterede i et opspil til FCK-angriber Hilmarsson, der trods pres omsatte chancen til mål. Kort efter pausen øgede den stærkt spillende offensivprofil til 2-0 i værternes favør, og så lignede det en sikker sejr.

Men esbjergenserne var ikke så nemme at slå ud. Bare to minutter efter reducerede Simon Bækgaard. Efter en times spil gjorde selvsamme Bækgaard sin egen kunst efter, og pludselig var stillingen 2-2.

Gæsterne pressede endda yderligere på til sidst, men resultatet holdt kampen ud, og Esbjerg og FCK indtager nu henholdsvis 9.- og 10.-pladsen i ligaen.

I morgen torsdag tager FCK imod Lyngby, mens Esbjerg ikke skal spille flere kampe i september.

In this article